ZEN, SHINTO ELLER SHOGUN
Da vi stiger på Shinkansen i Tokyo er vejret helt forårsagtigt med sol – og vi har orienteret os om, at det endda skulle være en grad varmere i Kyoto, som er vores destination. Undervejs bliver vi prikket på skulderen af en japansk medpassager, der vil gøre os opmærksom på, at vi passerer helt tæt forbi Mount Fuji. Det er krystalklart, og vi ser tydeligt snetoppen og den ikoniske, symmetriske form. Toget skyder næsten lydløst derudaf, og vi nyder scenariet. De rejsende finder deres på stationerne erhvervede bento-bokse – bakker inddelt i små rum til diverse kulinariske nydelser – frem og indtager de appetitvækkende hapser med tilhørende pinde – behændigt og elegant.
En halv time før vi når Kyoto, begynder det ganske uventet at sne, og i løbet af 5 minutter befinder vi os utopisk nok i den værst tænkelige snestorm med en halv meter sne udenfor. Blege i ansigterne tænker vi på, at vi efterlod vinterstøvlerne og huerne i Tokyo, for vi har forventet forår i Kyoto, hvor vi skal rundt til fods og besøge templer og historiske gader i geisha-kvartererne Gion og Pontocho. Vi når at lægge nødplaner for, hvordan vi trods sneen alligevel kan komme lidt rundt og gennemføre de vigtigste ting i programmet, men det viser sig dog heldigvis til vores lettelse umiddelbart inden ankomst til Kyoto, at sneen totalt fordufter igen – og vi ankommer i blændende sol og mildt vejr! Vi er blot kørt igennem en dyb dal, der ofte har et ganske andet barskt vejrlig end resten af landet!
Blandt de flere tusind templer i Kyoto ser vi os nødsaget til at foretage en skarp udvælgelse. Vi lægger spadseretur gennem byen, så nogle af de betydeligste templer indgår startende med den centralt beliggende store konstruktion Higashi Honganji. I Sanjusangendo templet ser vi de 1001 Kannon statuer, i Kiyomizudera templet den høje konstruktion af en træaltan.
Også Heian templet og Yasaka helligdommen er inden for gåafstand og overrumpler hver især med deres storslåethed. Ved indgangen til hvert tempel er der opstillet skostativer, hvor vi efterlader skoene på nummererede hylder. Tempelgulvene skal betrædes på strømpefødder eller i nogle tilfælde grundet vintermånedens koldere vejr i de udleverede tøfler .
Mættede af indtryk fra de besøgte helligdomme og opfyldt af genuin Kyoto atmosfære fra kvarteret med originale træboliger og sporadiske kimonoklædte damer, finder vi ved mørkets frembrud ned mod vores logi, en ryokan i det nordøstlige Kyoto. Vi følger åen, der flyder imellem huse omgivet af små bambushegn og pindegærder. Vi passerer hyggelige indgangspartier til private hjem samt små spinkle broer og trædesteder over åen, der hører den fortid til, som kvarteret har rødder i. Gaden er frodig med beplantning langs vandet og nu og da koloreret af de røde lamper, der hænger foran restauranterne. Ved ankomst bliver vi introduceret til japansk gavetradition, idet vi hver især får en gave af værtinden, som også har gjort parat til en kop frisk grøn te på værelset.
Næste dag benytter vi med vores JR Pass togselskabets busser. Ved Kyoto Station finder vi op i en meget lokal bus, der har rute ud af Kyoto og videre op i bjergene mod Takao, og som undervejs vil passere i nærheden af Guldpavillonen, Kinkakuji, et tidligere aftægtstempel for shogunen. Blandt passagererne i bussen kan ingen kommunikere på engelsk, så det bliver en udfordring at holde øje med, hvornår vi skal af. Til vores skræk er der omkørsel – og bussen kører en ganske anden vej end forventet! Vi har heldigvis visuelt memoreret nogle hovedårer i den nordvestlige del af byen, så da intuitionen siger, at vi må have kørt en passende distance, stiger vi af. Mirakuløst nok når vi per inituition alligevel frem til den guldbelagte pavillon, som ligger malerisk og spejler sig glansbilledagtigt i den blanke sø.
At der kun står to vagter flere hundrede meter væk kan undre, idet tagetagerne er belagt med det pureste bladguld. Det kan næsten kun være i et så ærligt samfund som det japanske, at det har været muligt at undgå, at det for længst er blevet røvet.
Vi finder ind på en lille restaurant med appetitvækkende plasticmodeller af retter i vinduet. Overrumplede bliver vi så, da det går op for os, at vi skal afgive bestilling om ønsket mad i den indendørs automat i stedet for til tjeneren. Problemet er, at der ikke er et eneste billede af mad i automatens display – ej heller nogen tekst på engelsk – kun valgmuligheder med hiragana/katakana! Vi står og ser så fortvivlede ud, at en tjener kommer ilende for at være os behjælpelig. Med gefagter og reference til modelretterne får vi gjort ham klart, hvad vi gerne vil bestille, og han udfører så indtastningen i automaten for os! Vi får derpå prompte serveret en bakke fuld af småretterne, som bl.a. tæller tartar med rå vagtelæg, akkompagneret af røget te.
Templerne ligger side om side – zen, buddhistisk eller shinto. Religonerne forliges her som ingen andre steder i verden. Det er ikke noget problem at have flere trosretninger og ære flere guder. Buddhistisk begravelse og shintobryllup går fint hånd i hånd. Vi får indsigt i shinto-tilbedningen, når der udføres renselsesritualer med overrisling af helligt vand fra en øse ved tempelbrønden – samt når man påkalder sig Gudens opmærksom ved at ringe med en klokke før buk og klap i hænderne foran templet. Vi står så længe og betragter ritualerne, der synes at være det naturligste i verden for de besøgende.
Ved Ryoanji templet introduceres vi for zen-have begrebet med den mest berømte zen-have i Japan. Haven består af polerede og i fine mønstre revede småsten imellem 15 klippestykker, hvis indbyrdes placering udmærker sig ved, at man aldrig samtidig vil kunne se alle 15 på én gang – uanset hvilken vinkel, man beskuer fra. Det indbyder til den dybeste tankevirksomhed og meditation – og enhver opfodres til at finde sin egen fortolkning ud over de gennem tiden gængse: at de er svømmende tigerunger – eller at de repræsenterer uendelighedsbegrebet!
I Kyoto besøger vi også shogunens borg. Passage gennem modtagelsessalene og soverummene fører os tilbage til en svunden tid. Vi fornemmer næsten, at ninjaerne lydløst bevæger sig rundt og på uventede tidspunkter angriber shogun og øvrige gennem skydedørene. ’Nattergalegulvene’ i borgen er netop derfor konstrueret knirkende, så de advarer om indtrængende fjender, når man betræder dem. Vi afprøver, at effekten stadig er mærkbar!
Med lokaltog i Kyoto tager vi til shinto Fushimi Inari templet, hvor vi lærer om rævenes religiøse betydning som budbringere. Vi går et stykke af vejen op ad bjerget gennem de 10.000 orange toriis. Helligdommen er den betydeligste af de 40.000 japanske helligdomme til ære for risguden Inari.
Læs: Til te i Yanaka
Japan, februar 2017