Et yndet udflugtsmål er Ueno Park, hvor knejsende kirsebærtræer står side om side. Vi er heldige at være her netop, da de første grene blomstrer. Det går ikke for sig i ubemærkethed. Parken frekventeres af velklædte japanere, der gerne tager opstilling og fotograferer fra alle rette og skæve vinkler for at få dette års unikke billeder af sakura.

Langs søen sidder det forelskede par, de småfnisende veninder samt den konforme gruppe af skoledrenge eller –piger iført diskrete og nydelige skoleuniformer. Også en forårsbegejstret børnehave har anbragt sig ved kanten, og poderne får iført orange solhatte lov til at løbe energiske runder om søen.

Efter nogle timers mental restitution i denne byoase finder fødderne vej op i det nordligere beliggende kvarter Yanaka, som er et af de få tilbageværende kvarterer i Tokyo, der ikke blev ødelagt under anden verdenskrig. Den store kirkegård med mandshøje graverede træstave bag hver en grav giver os et lille indblik i japansk buddhistiske begravelsesskikke. Vi læser, at den sidste shogun ligger begravet her. Kvarteret er spækket med krogede, stille gader med grønne bambus, buske og plantepotter langs husene. Forestillingen om at være midt inde i Tokyo kunne ikke være os fjernere. En lille teforretning sælger søde, appetitvækkende bønnekager for en slik, og vi sidder på de hjerterøde fløjlshynder på bænken ude på gaden og nyder dem.

 

 

Yanaka Ginza er den travle handelsgade, hvor det vrimler med japanere, der køber færdiglavede småretter i de gamle forretninger, lidt tørret blæksprutte, sashimi, sushi eller et par keramikkrus til teceremoni. Vi bliver også budt på en kop te i keramikforretningen, mens vi går rundt og beundrer brugskunsten. Forretningerne er flyttet halvt ud på gaden, så at gå ned gennem den livlige gade med de liflige dufte fra køkkener og boder er som at gå på et stort udendørs marked. Her hverdagshandles til aftensmaden i de små familier. Strøget ender oppe ved Nippori stationen, hvorfra vi bekvemt tager Yamanote line tilbage til Okachimachi stationen, stoppet efter Ueno. I disse gader parallelt med togbanen og under skinnerne finder man Ameyoko markedet, det gamle sortbørsmarked fra tiden efter anden verdenskrig, billige forretninger og boder i bedste basarstil med udbud af alskens effekter, tøjfund og små etablerede madsteder med ramen, soba og udon – stadig et populært marked i Tokyo i dag.

Tokyo har kun få deciderede skyskraberkvarterer, som endda ligger spredt mellem parker, bydele samt helligdomme, herunder store betydningsfulde templer som Sensoji/Asakusa Kannon og Meiji Jingu, hvor vi er heldige at overvære et shinto-bryllup. Kejserpaladsparken Chiyoda er et eksempel på et enormt grønt område midt i Tokyo, der totalt bryder storbyillusionen og tilmed tilføjer et element af det gamle, traditionsrige Japan til det moderne og pulserende liv. Vi oplever at have parken enestående for os selv!

 

 

Storbyen er overalt overraskende fuld af grønne områder, lavt byggeri og hyggelige gader med botanisk islæt – i visse kvarterer er der planter og træer i krukker uden for nærmest hvert et hus. At en stor del af byen ikke er prangende i højden er derfor forklaringen på, at Tokyos ca. 40 mio. indbyggere breder sig over et areal, der er enormt (80 km i udstrækning). Vi oplever på vej op mod Nikko i bjergene, at det tager næsten en time i tog at køre ud af bebygget område i nordlig retning fra Tokyo Station!

En af drengene er på ophold i Tokyo, hvor han underviser i engelsk, hvilket er anledningen til vores februarbesøg. Vi er i bydelen Akabane i det nordlige Tokyo, hvor han bor hos en japansk familie, et meget lokalt beboelseskvarter, hvor der kun er ganske få vesterlændinge – hvis overhovedet andre end ham og os. Mens vi går ad de stille, små kurvede gader mod forretningerne, bliver vi passeret af slingrende ansigtsmaskeklædte cyklister. Der er roligt herude, og man fornemmer slet ikke, at vi er i millionbyen Tokyo.

Et lokalt supermarked er en oplevelse. Gennem madvarerne i diskene og på hylderne kan man udlede meget omkring japansk spisekultur. Vi overvældes af hylder, der er spækket med snacks af en art, der ikke er almindelig i europæiske supermarkeder. Små tørrede fisk i alle afskygninger og i forskellige størrelser synes at være en af de foretrukne delikatesser. Hertil kommer det overvældende udbud af rå fisk – sashimi eller sushi, der ligger i diskene på række. Iste er også i en kategori for sig med et væld af smagsvarianter, man nok skal være japaner for at kunne værdsætte. Det er vildt eksotisk at gå rundt sammen med japanerne og suge indtrykkene til os, og vi ender med ikke at kunne modstå at købe et par varianter!

 

Læs: Anime-kultur i Akhihabara

 

 

Japan, februar 2017