JAPANSK SHINKANSEN OG EFFEKTIVITET I SÆRKLASSE
Shibuya udmærker sig ved overvældende store lysreklamer på bygningskomplekserne samt verdens største fodgængerovergang. Midt i den travleste tid forsøger vi os i mylderet på de hvide zigzagkrydsende zebrastriber. Under nedtællingen fra rødt til grønt akkumulerer flere og flere mennesker sig på alle sider af krydset og står i det ultimative øjeblik foran den umiddelbart umulige opgave at skulle krydse hinanden ude i feltet. Startskuddet går, og menneskemængderne nærmer sig det magnetiske centrum af krydset for herefter på japansk mirakuløs vis at passere gnidningsfrit forbi hinanden på midten. Et kortvarigt skift at opmærksomhed til kameraet og et klik herpå – og så har vi i familien for et øjeblik mistet kontakt med hinanden. Der er japanere på alle sider – men heldigvis varer utrygheden kort, og vi spotter hinanden henover hovedet på de knap så høje japanere.
Vi står så nu på Tokyo Station og venter på et Shinkansen-tog til Kyoto. Det er en hel videnskab at stå korrekt i kø her. Der er på perronen markeret med felter i forskellige farver, hvor køen til hvert vognnummer skal starte afhængig af typen af Shinkansen-tog, man skal med. Markeringen tager yderligere i betragtning, hvor man mest hensigtsmæssigt står, så af- og indstigende passagerer mest effektivt kan passere uden at komme i vejen for hinanden. Vi stiller os i rette stilige række, der langsomt vokser i analogi med de øvrige rækker.
Vi må vente to minutter efter togankomst, før vi kan få lov til at gå om bord. Togpersonalet skal først lige rengøre hele toget. Denne procedure indbefatter støvsugning af alle gange og sæder med ultralette støvsugere. Udefra kan vi følge med i, at to-tre personer følger i hælene på hinanden i skarpt tempo ned gennem togvognen, hvorunder arbejdsgangene sker. Alle hvide hovedstykker til sæderne bliver udskiftet med en effektivitet, kun Japan kan mønstre. Forvandlingen af togvognen bliver fuldkommengjort, ved at sidste person lige med et snuptag vender hver sæderække, så de nye passagerer igen alle kommer til at sidde i køreretningen. Unødvendigt at sige, at toget afgår med uhyggelig præcision på planlagt sekund. Statistikken dokumenterer effektivitet i særklasse, idet alle tog i Japan på et helt år blot gennemsnitligt har været 7 sekunder forsinket!

At Japans togmæssige infrastruktur er effektiv bekræftes af det antal passagerer, stationerne kan håndtere. Shinjuku Station (som har en hal med tilhørende perroner for hver af de fem forskellige toglinjer) er verdens største togstation med 3,5 mio. passagerer om dagen, 36 perroner og 200 udgange. Herefter følger Shibuya Station og Ikebukuro Station, der geografisk ligger på hver sin side af Shinjuku Station. Faktisk ligger 45 af de 51 travleste stationer i verden i Japan – og heraf halvdelen i Tokyo! Stationerne er så store, at man bør kende exit nummeret på den udgang, man skal ud af – ellers havner man let et helt forkert sted i gadebilledet. Vi har hørt frygtindgydende beretninger om 180%, 200% eller endda 250% overfyldning af undergrundstogene, så vi vælger bevidst at køre med undergrund uden for myldretiden kl. 7-9 og kl. 17-19. Gådefuldt er det dog, at man så alligevel en sjælden gang kan opleve at træde ind i et exceptionelt tomt tog! Infrastrukturen er heldigvis knivskarp, så trods sprogproblemer, herunder besværligheder med at læse og fortolke skiltning, er det relativt let at begå sig i landet og komme rundt. Alt foregår med højeste præcision. Japanerne er uhørt høflige og hjælpsomme, om end til tider noget beklemte ved at kommunikere på engelsk – og en situation kan udvikle sig til teenagefnisen eller tavshed og stirren ned i jorden af pinlighed over ikke at kunne udtrykke sig. Langt oftest lykkes det dog alligevel. Vi bliver i bogstaveligste forstand taget i hånden og fulgt hele vejen til bestemmelsesstedet, selvom det betyder en anselig omvej for japaneren.
Vores medpassagerer bærer for manges vedkommende maske, da det er mest hygiejnisk i så tætte sammenhænge, som en togtur og ophold på stationerne kan være. Både for at forebygge egen sygdom samt for at undgå at smitte andre. Japanerne arbejder længe hver dag, og døgnets timer er knappe, hvilket betyder at hvert sekund i toget skal udnyttes. Enten til at sove eller surfe på mobil eller læse. Vi konstaterer, at halvdelen af passagererne – hvad enten maskeklædte eller med utildækkede ansigter – sidder med lukkede øjne, og den anden halvdel er i gang med bog, blad eller mobil. Man kan også stå op og halvsove i en vuggende bevægelse, der følger togets acceleration og deacceleration. Japanerne anvender en tillært teknik med at støtte sig til paraplyen, der har spidsen solidt plantet i gulvet.

Turplanlægning og togreservation i Japan er forbavsende let online. Hyperdia er uovertruffen til at planlægge både rute, tidspunkter, billettype og sågar afgangsperron. Vi har købt et JR railpass og udnytter det både til et Kyoto ophold med historisk tempelrundtur og besøg i det gamle geisha-kvarter Gion, til en tur nordover til det mest overdådige tempel i Japan, nemlig helligdommen Toshogu i Nikko beliggende i bjergene, som overrasker med klar luft, frostgrader og et betydeligt lag sne og is – samt til dagsudflugt til den store Daibutsu statue i Kamakura mod syd, der viser sig mild og byder på spadseretur gennem frodig bambusskov med bambusstammer i søjlestørrelse. Vi når også til den oprindelige hovedstad syd for Kyoto, Nara, hvor den store Daibutsu befinder sig inde i verdens største trækonstruktion i Todaji templet. Sagnet siger, at hvis man kan kravle gennem Daibutsu’s store næsebor, får man lykke i sit næste liv.
Læs: Tokyo: Ofuro-bad og sumo-morgentræning

Japan, februar 2017
