I Narita hopper vi på et af de frekvente, superpræcise eksprestog ind til millionbyen Tokyo efter nøjere at have studeret, hvilket der lettest bringer os til ønsket lokation. Infrastrukturen er af verdensformat, så let og bekvemt er det derfor at komme til rette undergrundsstation i centrum af Tokyo. Her konfronteres vi så med udfordringen at finde vej videre til fods. Adresser angives ved kvarterer, kareer og blokke, der findes ingen benævnelse af gader med husnumre. Vi forsøger at navigere efter bykort og bedste dømmekraft i forhold til distancer – men må alligevel indse, at det ikke er helt så åbenbart, som vi optimistisk havde håbet.

Japanernes overstrømmende hjælpsomhed kommer os til belejlig undsætning. En gruppe unge ønsker trods sprogvanskeligheder at hjælpe os og udpeger den mest engelskkyndige til opgaven. Han kan dog ikke kommunikere på engelsk i nævneværdig grad – men gør med gefagter forståeligt, at han vil ledsage os. Vi opfatter, at han kommunikerer til sine venner, at han indhenter dem senere. Efter at have fulgt os ad diverse gader og stræder peger han så med et serviceminded ansigtsudtryk og ledsagende behørige buk på skiltet med Edoya, navnet på vores ryokan, som er opkaldt efter det gamle Tokyo: Edo.

 

 

Vi har indlogeret os i kvarteret Bunkyo på en af de japanske kroer, en ryokan. Den er blandt den håndfuld tilbageværende traditionelle overnatningssteder i Tokyo, der har et ofuro-bad (med 40-50 grader varmt vand transporteret op fra underjordiske kilder) – endda på taget i det fri. Her nyder vi en frostkold februaraften det dampende bad, mens vi betragter stjernerne på nattehimlen. Der er én sektion for kvinder og en anden for mænd – begge med både indendørs og udendørs bade. Et besøg i den traditionelle vaskeafdeling med taburetter, brusere og vaskefade til afbenyttelse er første trin, før man glider ned i de hede kar.

På vores værelse har sove- samt opholdsafdelingen som gulvbelægning tatamimåtter, lave borde samt stole uden ben, og vi sover på gængse futoner med aflange og hårde puder af ris eller perler. Umiddelbart skulle man tro, at de er ubehagelige at sove på, men de tilpasser sig modellerende som en støbeform efter ansigtet, så man får en forrygende søvn! Bag skydedøren er indgangspartiet til værelset flankeret af sirligt på række anbragte tøfler, som benyttes af gæsterne overalt indenfor. Hurtigt bliver entréen fyldt med alle vores udendørssko i bytte. Endda venter også et par røde plastictoilettøfler at skifte til på værelsets toilet med tilhørende varme i sædet! Her ville et forudgående studie i de grundlæggende hiragana og katakana tegn vedrørende toiletkummefunktioner unægteligt være en fordel, da toilettets automatiserede instrumentbræt ikke umiddelbart er forståeligt for en vesterlænding uden andet end yderst basale forkundskaber i det japanske sprog. Et halvdybt cedertræbadekar er også til disposition, men vi vælger alligevel at begive os op til badefaciliteterne på øverste etage.

Som andre af gæsterne ifører vi os også de udleverede yukata’er (som er en dagligdags udgave af kimonoen til hjemmebrug – den japanske variant af en housecoat), men drister os kun rundt iført den i forbindelse med badet. Asiatiske gæster møder imidlertid som den naturligste ting i verden op i yukata i den tilstødende restaurant, hvortil adgang sker diskret via en automatisk skydedør fra gaden.

Morgenmaden er primært japansk med ingredienser som fisk, ris, rå æg, tangsalat, miso-suppe og for os yderligere ukendte specialiteter, der ikke alle synes at være for ’kræsne’ vesterlændinge. I restauranten åbenbarer fordelingen af gæster sig. Ikke overraskende sidder vi blandt et bredt udsnit af asiater, herunder specielt sydkoreanere. I det orientalske miljø falder det os overraskende naturligt som førstevalg at gribe til de tilbudte pinde at spise med, og vi bliver forbløffende hurtigt ferme til det.

 

 

I gaderne bag Edoya skifter kvarteret karakter, og vi er tilsyneladende på vej ind i tempelområdet Yushima Tenmagu. Det viser sig, at vi har ramt templets kirsebærblomstringsfestival, og der er ved at blive gjort klar til dagens aktiviteter. Munke i grønne gevandter gør forberedelser i et af templerne.

Kirsebærtræernes begyndende blomstring fejres ved skuespil og kimonodans, og der er madboder med blæksprutteboller og spyd blandt stativerne med skolebørnenes bønner på hvide papirønskelapper og foran en udstilling af varianter af bonsai-kirsebærtræer. Grenene med de spæde lyserøde blomster beundres fra alle vinkler af tempelgæsterne, som tager billeder i et konstant knipseri.

At Japan er et overvejende kontantsamfund – i stærk kontrast til højteknologien og anvendelsen af bestillingsautomater på restauranter og vending machines på ethvert gadehjørne – får vi bevis for på et fastfoodsted med gyodon. Vi ønsker at betale med kreditkort, men personalet har ikke før prøvet en korttransaktion gennem deres dog eksisterende kortaflæser og hævder i første omgang, at kortet nok ikke er gyldigt…. Det er umiddelbart, at de kører det forkert igennem – og vi anviser, hvordan det skal gøres! Herefter får vi topbetjening med ledsagelse af høflige buk, idet vores mand iler mellem betjeningsskranken og baglokalet i løb for at betjene os på det højest mulige serviceniveau.

 

 

Afsted ad den lille hældende gade i det stille kvarter med en blanding af kontorer, småforretninger og lokale spisesteder ned mod den befærdede vej fra Ueno til Akihabara. På Okachimachi stationen fanger vi Yamanote line som tager os nogle kilometer sydpå. Vi snor os derpå til fods gennem kvarteret, der bl.a. huser et antal af Tokyos sumostalde, indtil vi befinder os foran den på forhånd udvalgte Arashio Beya stald for at overvære morgentræningen gennem en rude. Vi har ikke helt vidst, hvad vi skulle forvente. Kendskabet til sumo har været begrænset til sporadiske glimt i medierne og lidt sparsom læsning omkring sporten.

Nu erfarer vi, hvorfor det hedder en sumostald. Der er ægte jord på gulvet – og rummet synes meget staldagtigt med de svedende bare kroppe! De store sumobrydere stiller op i den markerede rundkreds og kigger hinanden an. Håret er opsat på hovedet i en lodret tot. Vi forstår ikke de komplekse regler, men kan alligevel følge, at der er et indforstået system i måden, de kæmper to og to. Overvældende meget bar hud samt overdrevent velnærede maver, lår og arme eksponeres i rummet. De kæmper som store kampdyr i arenaen. Styrkeforholdet mellem bryderne afsløres af, hvem der bliver skubbet oftest i jorden og får malet ben og kroppe mudderbrune af jord. De synes stolte over deres styrkebedrifter og virker i øvrigt ikke utilfredse med at have måbende tilskuere. Betryggende er det dog, at der er en glasrude imellem os få tilskuere i gaden og disse gigantiske og lidt frygtindgydende brydere!

 

Læs: Zen, shinto eller shogun

 

Japan, februar 2017