Fjällbacka er en af de små idylliske perler i den svenske skærgård mellem Göteborg og den norske grænse. Den lille kystby er kendt fra Camilla Läckbergs bøger som gerningssted for mordsager og hos Astrid Lindgren som omdrejningspunkt for Ronja Røverdatters færden. Oven over byen finder man Røverkløften med det store klippestykke kilet fast og hængende faretruende over hovedet på dem, der begiver sig derop. Ingrid Bergman ferierede også i Fjällbacka, og byen ærer hende i dag med en centralt placeret buste.

Vi ankommer den lørdag, hvor der er den årlige Sjöräddningsbasar og tilmed på en af de rigtigt varme sommerdage. Humøret i byen er højt, og der er et mylder af sejlere, turister og lokale, der kigger på forretninger, nyder en god frokost på en af de mange restauranter, promenerer langs lystbådehavnen eller får sig en sommeris på en bænk. Vi bliver indfanget af tempoet og lader os drive med af strømmen langs kajen og ender helt ude på molen.

 

 

Der er en speciel begivenhed i byen i dag, nemlig Sjöräddningsbasar. Sjöräddningssällskapet holder loppis med tilhørende aktiviteter. Det er loppemarked med alskens brugskunst: duge, hæklede grydelapper, potter, pander, glas, malerier, bøger, kurve, træarbejde, fiskegrej og hvad der nu kan dukke op, når folk har kigget i gemmerne derhjemme. Der er fiskedam for børnene, pilekast og de traditionelle lotterier, som er et ufravigeligt indslag på ethvert lokalt marked her.

Mættet med indtryk sætter vi os op på den flade klippe øverst på markedet, hvorfra udsigten til havnen ikke fås vackere. Synet af hundredevis af hvide både mod det blå vand, de røde træhuse og den imposante klippe i baggrunden fæstner sig på nethinden. Prikken over i’et er, at Sjöräddningssällskapet fremviser sine redningsbåde, som man endda kan komme om bord i. Alt kan beses lige fra kabyssen, finurlige køjer og redningsbårer til henholdsvis det olielugtende, velsmurte maskinrum og det avancerede, højteknologiske styrhus.

 

 

Efter at have mødt skilte mod både loppis og bilbingo, som er yndede aktiviteter på disse kanter, bliver vi på vej mod Grebbestad en del af en anden begivenhed, nemlig amerikanerbilkørsel i modsat retning. Hundredvis af amerikanerbiler i alle mulige mærker og kulører defilerer forbi os og sætter trafikken i modsat retning i stå. Det er som taget ud af Grease-filmen. Unge såvel som ikke så unge svenskere med brylcreme i håret og solbriller foran øjnene hænger ud af vinduerne og slænger sig i de åbne biler oppe på bagenden klædt og fremtonende i bedste 50’er-stil og -skrud. Vi er tilskuere til et show, der vist er en tilbagevendende begivenhed her ved den svenske skærgård.

På vej videre nordpå tager vi en afstikker ind i landet mod Vitlycke Museum og helleristningerne i Tanum, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Det er nogle af de bedste eksempler på helleristninger fra bronzealderen med en mangfoldighed og variation i motiverne, der ikke kendes andre steder fra. De ligger frit tilgængeligt og levendegør episoder og fascinerende begivenheder i fortiden, der har udspillet sig netop her, hvor vi står. Vores blikke panorerer rundt på historierne om de stolte skibe, stærke dyr og brudeparret, der alle er vidnesbyrd om det daglige liv i oldtiden. Vi river os til sidst løs fra forestillingerne om forfædrenes gæve bedrifter og fortsætter turen nordover.

 

 

Vi ender oppe i den ydre skærgård i fiskerbyen Havstensund, hvor vi sanser havduften og den maritime ånd. Man er ikke i tvivl om, at det er fiskeri, der bedrives her med det væld af farvestrålende tejner og andet fiskegrej, der befinder sig overalt på kajen. Vinden er stærkere herude tættere på det åbne hav, hvilket udnyttes af de mange sejlbåde, der kommer ind og passerer gennem det smalle sund. Vi går ad klippestien op mod det gamle fyrtårn, der gennem tiderne har passet på mænd og skibe. Helt oppe skuer vi lige så langt ud mellem klipperne, som fyrtårnets lysstråler rækker – og tager i fugleperspektiv Havstensunds særegne karakter og indtryk til os.

 

Sverige, juli 2017