Boston i forgårs, Harvard i går – og nu står vi i menneskemylderet uden for Port Authority midt inde på Manhattan. Vi har indlogeret os på Hampton Inn i Carlstadt, New Jersey i bekvem transportafstand fra City. Den lokale bus går næsten fra hoteldøren og via Lincoln Tunnel direkte ind – det tager blot mellem 15 og 30 minutter afhængig af tidspunkt på dagen – superlet – og vi slipper for selv at skulle navigere det sidste stykke med intens trafik samt hurtige ind- og udfletninger.

Foran busterminalen er der larm, virvar og en etnisk mangfoldighed af new yorkere og turister. Helt overvældede søger vi mod tilstødende gader, slentrer mod Times Square, Fifth Avenue og Grand Central Terminal. MoMA’s kulturhave er åben, og vi går en nysgerrig runde for at betragte kunstværkerne. Den ikoniske Chrysler bygning ligger i panoramavinkel. Street, avenue, street, avenue – vi bevæger os langsomt op mod Central Park til lidt afslapning på græsset, hvor vi kan fordøje storbyens lyde og visuelle indtryk. Her nyder vi folkelivet og restituerer os en times tid, inden vi tager et eftermiddagskig på the MET. Den ægyptiske og den græske afdeling inspirerer og giver et anderledes kulturelt input end Manhattans pulserende gadeliv.

Turen går videre til fods op gennem Harlem. I løbet af et par streets ændrer kvarteret karakter. Sorte unge spiller basket på asfalterede baner ud til gaden. Vi kigger nysgerrigt, mens vi passerer. Det forekommer os, at folk bevæger sig omkring i et lidt langsommere og mere adstadigt tempo, end vi har oplevet det på den sydlige del af Manhattan. Et par ældre borgere har anbragt sig på træstole ude på gaden og sidder i livlig og fængende diskussion ganske uanfægtede af de forbipasserende. Lige så langsomt lægger vi det hvide Manhattan bag os og glider mentalt ind i kvarterets rytme og ånd.

Kl. 19 befinder vi os oppe ved Bethel Gospel Assembly, der har til huse i en nedlagt junior high school. Dagens gospelseance er grundet det gode vejr blevet henlagt til gården uden for bygningen, og i den næste time overværer vi musikprogram, prædiken, gospelsang og tilbedelse af Jesus hos den sorte menighed. Der er gang i musikken, rytmerne samt de vuggende bevægelser, og vi sporer en ægte entusiasme hos menigheden og ikke mindst hos prædikanter og ’ministers’ iklædt farvestrålende gevandter. Budskabet formidles med gennemtrængende og overbevisende stemme samt lige så ivrigt med hænderne. Tilråb og højlydte klap gengælder fra tilhørerne. En midaldrende sort kvinde opfordrer med omfattende gestikulation og synligt nærvær ud i alle kringelkroge af pladsen enhver til at deltage. Det er ikke svært at animere menigheden, som agerer dybt engageret med himmelvendte hænder og med mellemrum istemmende sang. Fra det fempersoners kor genlyder luften af gospelstemmer med charme og kraft.

Da vi forlader forsamlingen og går tilbage gennem Harlem, har vi fornemmelsen af at være en anelse mere på bølgelængde med de sorte, vi passerer. Gospelseancen har gjort et eller andet, så kvarteret virker en kende mindre fremmed på os end for nogle timer siden.

USA, juli 2016