Under indsejlingen til Izmir sejler lokale fiskere i deres småbåde ved daggry tæt ved vores store skib. Et par lodsbåde kommer os tilsvarende i møde for at gelejde os forsvarligt ind i havnen. Vi er nu på fjerdedagen af vores krydstogt fra Venedig kommet til Asien til det gamle Smyrna! Izmir er en moderne metropol med en kolossal containerhavn og tilhørende industri – men billedet bliver brudt af minareter alle vegne – både visuelt og auditivt, når der kaldes til bøn! Byen er rig på multikulturel historie og fremstår i dag med en god blanding af byzantinske, græske, romerske, persiske og Det Osmanniske Riges stilarter.

Et af krydstogtets højdepunkter er ekskursionen til ruinerne i Efesos. Umiddelbart efter landgang stiger vi på bussen, der har en times kørsel gennem landskabet foran sig, før vi når det historiske område. Imidlertid standser vi undervejs ved det hus, hvor Jomfru Maria efter sigende skulle have tilbragt de sidste år af sit liv. Tankevækkende er det at se den enkle stadigt bestående bygning, der blot indeholder ét rum, man på række passerer tværs igennem. Vi har aldrig tidligere hørt om, at Jomfru Maria har boet i denne del af Tyrkiet – men må konstatere, at det faktisk er nævnt i litteraturen.

Efesos ruinerne er ruinerne af den forhenværende rige kystby på Lilleasiens vestkyst med oprindeligt måske 100.000 indbyggere. Området beliggende ved foden af et par høje viser sig at være meget større, end vi umiddelbart har forventet, og oldtidsbyen imponerer med to agoraer – både et politisk samt et kommercielt, flere amfiteatre samt en hovedgade hele vejen ned mod det fantastiske bibliotek, hvis facade stadig står i flere etager. Kystlinjen gik i oldtiden meget tættere på Efesos, end det er tilfældet nu, og byen var derfor oprindeligt et vigtigt knudepunkt for handel både ad land- samt ad vandvejen. Dagens guide giver en introduktion til Artemis Templet, der var et af de syv antikke vidundere, og hun udpeger dets lokation i gaden.

Trods moderne tankegang i Tyrkiets storbyer er det tydeligt, at det stadig er et gammeldags samfund. Videre mod Efes ser vi i bomuldsmarkerne landarbejdere, der arbejder som for hundrede år siden i Danmark, og i de små byer oplever vi mænd, der går med fez.

På vej tilbage mod Izmir overraskes vi af en oplevelse, der er uden for det kendte program. Vi gør holdt i en lille by, hvor vi, før vi får set os om, har fået stukket en æbledrik i hånden og er inviteret ind til et læder fashion show med bedste tyrkiske musikakkompagnement – og i et kvarter defilerer de cooleste læderjakker forbi os på catwalk’en, før vi selv kan få lov til at kigge på de udsøgte varer i forretningen!

Tidligt næste morgen lægger skibet til i Istanbul, det tidligere Byzans eller Konstatinopel, mens himlen stadig er sort. Den store bro over Bosporusstrædet er oplyst, og man kan tydeligt se den europæiske del af Istanbul på den ene side og den asiatiske på den anden.

Et par timer senere står vi så foran Den Blå Moske og bliver af en velklædt tyrker guidet ind ad en mindre indgang. Skoene i hånden og et par af vores medbragte tørklæder om hovedet – så er vi inde at beundre det imposante bygningsværk.

Hagia Sophia kirken er også på vores program, kirken der adskillige gange er vekslet mellem kristen kirke og muslimsk moské. Lige nu fungerer den som kirkemuseum.

I de indendørs gader af Grand Bazaar bugner det med forretninger med læder, krydderier, tæpper, armbånd, olielamper, glas, skåle, tøj, tørklæder – alt sammen farvestrålende, duftende og iøjnefaldende. Jo længere ind, vi bevæger os, des mere trykket er luften også. En af drengene får speciallavet et bælte i en forretning midt inde i labyrinten af overdækkede gader. Tyrkiske teglas serveres på bakker rundt i gaderne – og vi bliver helt rundtossede af indtrykkene. Det lykkes på mystisk vis alligevel at orientere sig og finde ud igen – nu med retning mod Det Ægyptiske Marked eller Krydderibasaren, som det også bliver kaldt. Undervejs får familien lige en tyrkisk specialitet til frokost midt ude på gaden, hvor man hakker kødet lige for næsen af os og derefter krydrer det gevaldigt – aldeles velsmagende!

Krydderimarkedet er om muligt i endnu højere grad end Basaren virkelig ’asiatisk’ med alskens krydderier, tingeltangel og sit udvalg af slik og teer. Varer bliver transporteret rundt i enkeltmandstrukne vogne – og sågar båret i kæmpepakker på ryggen eller endda på hovedet. Et stort virvar af mennesker og transport på kryds og tværs.

Inden vi forlader den gamle bydel, oplever vi, at der bliver kaldt til bøn, vist nok bønnen kl. 13.12. Ud af minareterne genlyder kaldet ud over byen. Vi iagttager mændene, der sidder og vasker hænder og fødder foran moskéerne, før de entrerer til bøn.

Istanbul er virkelig en by, hvor man både kan opleve stor kulturforskel, livet i to forskellige verdensdele og historien gennem 2000 år ved blot at følge sporvognslinjen et par kilometer gennem byen. Det er den tidligere hovedstad indtil efter første verdenskrig, hvor Ankara blev det med Attatürk som den første præsident af den tyrkiske republik.

Tyrkiet, oktober 2014