Lokaltoget kører fra Rom ud gennem landskabet mod Tivoli og Villa d’Este. Da vi nærmer os Tivoli, breder der sig en karakteristisk svovllugt i luften fra den mineralske undergrund. Tivoli er en hyggelig lille by i overskuelig togafstand fra Rom med småforretninger og boder med lædersalg og andet håndværk samt attraktive fortovsrestauranter til de mange dagsbesøgende.

En lille spadseretur gennem byen og vi befinder os ved Villa d’Este, den usædvanligt dekorative og et pragteksemplar af en italiensk renæssancehave, som optræder på UNESCO’s Verdensarvsliste. Ethvert hjørne af haven genlyder af rislende vandløb og fontæner omringet af en iøjefaldende frodighed af grønne planter. Udsigten fra haven ud over dalen er lige så betagende som haven er unik.
Vandtilførslen kommer fra floden Aniene og sker via en 600 m lang underjordisk kanal. Anlægget hører til herskabsvillaen eller nærmere betegnet palæet, der tilbage i 1500-tallet i et gammelt benediktinerkloster blev opført af kardinal Ippolito II d’Este, som var statholder i Tivoli.

Tilbage i Rom bliver det også til en tur tilbage i tid til en noget ældre historisk periode. Colosseum står stadig solidt funderet som det mest imponerende bygningsværk og vidnesbyrd om det tidligere store rige. På pladsen foran kredser velklædte gladiatorer rundt for at tjene penge på forvandlingen fra almindelig romersk borger til stolt og fortidig gladiator. Levendegørelsen af fortidens figurer bidrager til forståelsen af det psykologiske aspekt hos karaktererne. Vi kigger inde i arenaen på de opgange under tilskuerpladserne, hvorfra dyr og kæmpere fik adgang og prøver at forestille os øjeblikket, hvor gladiatorer og slaver blev lukket ud til dødelig kamp.

I gaderne lidt væk fra vores hotel er der en anden kamp i gang. Der er en politisk demonstration, og vi er blevet adviseret om, at det er bedre at holde sig væk, så vi tilbringer i stedet aftenen i husets pizzeria med de mest mesterlige stenovnspizzaer og afslappet atmosfære.

Et par dage senere i Firenze kommer vi ind på et andet traditionelt spisested, nemlig et folkekøkken, efter at have stået i en halv times kø sammen med forventningsfulde italienere, der tilsyneladende på jævnlig basis frekventerer dette sted med få, enkle og efter sigende overordentligt velsmagende retter. Da det bliver vores tur, bliver vi bænket sammen med et italiensk par ved et langbord. Pladsen er trang, ordrerne til serveringspersonalet går tjept – ligesom de bestilte retter prompte bliver serveret fra de store gryder, der står og snurrer midt i lokalet. Bestemt interessant og anderledes oplevelse!

I umiddelbar forlængelse af folkekøkkenoplevelsen skal vi på kunsttur. Via en italiensk hjemmeside – vistnok universitetsrelateret – har vi med tilpas fleksibilitet i besøgstidspunkt fået fordelagtige billetter til Uffizi Gallerierne, så vi kan gå uden om den lange, konventionelle kø og direkte ind i de berømte kunstgange, ét af højdepunkterne i Firenze-delen af vores Italiensophold.

Italien, oktober 2011