Seks-syv timers målrettet kørsel fra Danmark ender vi ad kringlede veje i den lille charmerende og tyske malerby Schwalenberg, der har fået sit navn efter svalerne på bjerget. Stedet var omkring 1900-tallet centrum for den schwalenbergske kunstnerkoloni, og der er stadig både finurlige gallerier og motivmalede, udsmykkede facader.

Vores hotel Schwalenberger Malkasten kommer med sin dekorative gavl til syne i bunden af den gamle bydel, hvor stort set alle husene mønstrer velbevaret bindingsværk. Gaderne og gyderne har fra gammel tid indrettet sig efter bygningernes placering, og det har ikke skabt specielt meget plads til parkering. Med lidt god vilje får vi dog bilen bakset på plads inden for en smal afstribning, mens vi skuer ind i en gyde, der er absolut nonpassabel for biler.

 

 

Allerede i hotellets påskedekorerede indgangsparti fornemmer vi både traditioner og uformel tone på det familiedrevne sted. En gedigen trædør fører videre ind til husets eget udskænkningssted, en Bierstube, der slår døren op hver eftermiddag. Vi fortsætter dog i første omgang skarpt rundt om hjørnet til den lille reception, hvor vi imødekommende bliver budt velkommen af den sirlige husfrue. En lille passiar om stedet – og fluks er hun i front på vej op ad trapperne for at vise os vej til værelserne med individuelle, malede kunstværker på dørene.

Byen er billedskøn både i de brostensbelagte middelaldergader og i fugleperspektiv, når man begiver sig opad i det kuperede terræn. Snart kravler vi op i udsigtshøjde og får den mest formidable, maleriske udsigt over bindingsværksbyen. En vaks morgentur giver ét indtryk og en slentrende eftermiddagstur et andet, afhængig af fra hvilken vinkel lyset falder, og om der er forfriskende regndryp i luften eller ej. Vi følger den smalle vej mod skoven og passerer de fineste små, oprindelige huse med påskepyntede frimærkeforhaver og udstillede originale kunstartefakter.

 

 

En afstikker fra vejen ad den stejle sti ned i dalen bringer os forbi store skovagtige baghaver med anselige, indhegnede damme liggende på perlerække. Det er overraskende, og vi grejer ikke helt, hvad det dybbrune vand benyttes til. Videre i skoven dukker byens vigtige kilde piblende ud gennem et mosbegroet stengærde op. Munke udtænkte og anlagde fra udspringet en passende og sindrig kanalføring gennem skoven, så vandet kunne løbe med rette hældning hele vejen ned til Schwalenberg, hvor det udmunder ud af et stenansigt på torvet. Kilden var igennem århundreder helt essentiel for borgerne i Schwalenberg.

Foråret er arriveret tidligt, og der er allerede strunke blomster i vejkanten, og snart er der plukket en buket af spinkle stilke med elegante pastelfarvede markblomster. Den kommer i det flagpyntede værelse på bordet sammen med champagne, da vi fejrer fødselsdagsbegivenheden, der er opholdets egentlige anledning.

 

 

Vi har ekskursioner til løgnagtige baron von Münchhausen’s by Bodenwerder, hvor baronens fantastiske historier bliver levendegjort og foreviget i sælsomme og episke skulpturer, og til det i Höxter beliggende massive benediktinerkloster Corvey, hvor stilheden dominerer og inspirerer til fordybelse kun forstyrret af vores fodtrin på stengulvet.

 

 

En formiddagstur fører til Externsteine beliggende ved en sø i Teutoburger Wald i relativt fladt skovterræn. Vi skuer de mærkværdigste lodrette klippesøjler, man kan forestille sig. Drengene klatrer til vejrs på dem via trin, trapper og broer.

I rottefængerbyen Hameln oplever vi klokkespillet på rådhuset og overraskes af det store aspargesmarked, der fylder hele torvet. Sjældent har vi ses så lækre, hvide asparges i så overdådige mængder – vi har præcis ramt aspargeshøsten i denne del af landet. Aspargesene er populære, for hele pladsen emmer af liv og folk, og der vejes flittigt asparges af på standenes vægte.

Tilbage fra tur indfinder vi os i Malkastens traditionelle udskænkningsstue, hvor der frejdigt spilles kort og brætspil, og snakken går livligt og indforstået. Med plankebordet som samlingspunkt fordøjer vi alle indtryk og smager på de lokale varer inden middagen i restauranten. Værtinden serverer hver aften tre retter, og fint i tråd med udbuddet på markedet i Hameln får vi i dag aspargessuppe.

På frisk aftentur får vi høflig hilsen af hver eneste, vi passerer hen ad gaden i mørket. På en plads støder vi til holdet, der går aftenrunden med nattevægteren. Han følger fordums traditioner i byen med ritualer, der skal udspille sig undervejs i barerne – og fortæller gerne et par anekdoter, der giver historisk indblik i det lille schwalenbergske samfund.

 

 

Tyskland, april 2017