Stilhed kun afbrudt af stolte hanegal præger byen denne spæde morgen, mens vores fødder finder vej op ad de snørklede gader. Efter en varm nat i huset ovenpå forrige dags 38 graders hedebølge foretager vi en tidlig morgentur op til byens middelalderfæstning, før det bliver for varmt. Borgen har en spændende og intens historie, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan den fungerede som forsvar mod bl.a. vikinger og maurere – perioden bliver levendegjort af de bannere, der flagrer i vinden på murene. Guimarães har et unikt og autentisk middelaldercentrum og er et af de bedste eksempler på, hvordan en middelalderby har videreudviklet sig til en moderne by. Vi sidder under et kæmpe svalende oliventræ og suger indtrykkene til os fra alle de bevaringsværdige bygninger på UNESCO’s Verdensarvsliste. Guimarães regnes for ’Portugals fødsel’ – bl.a. idet Portugals første konge Alfonso Henriques blev født her.

 

 

For at få dagens nødvendige indkøb af småfornødenheder overstået, falder valget naturligt på at handle i det lille supermarked et par gader væk. Så ved åbningstid klokken ni gør vi vores entré sammen med et antal portugisiske husmødre, der tilsyneladende målrettet har for øje at få købt ind til middag.

Selv om det er et meget lille supermarked, har det som stort set alle andre portugisiske supermarkeder, vi har besøgt, en betragtelig fiskeafdeling. Ud over en disk med de lækreste, friskeste og for os sjældneste fisk i montren, finder man ude på gulvet frit tilgængeligt blandt forretningens kunder opstillinger bugnende af saltede, uindpakkede klipfisk (bacalhau). Det er tydeligvis fisk, der kommer i de fleste indkøbskurve, og som vil udgøre hovedbestanddelen af familiernes måltid senere på dagen. Det visuelle indtryk af fisk i hobevis bliver understøttet af den liflige duft af tang og hav, der på fortryllende vis spreder sig i hele forretningen.

Overraskende nok for os nordeuropæere, der er vant til, at indkøb forsøges effektiviseret i en vis grad, så man måske kan nøjes med et par indkøb om ugen, er der i stort set samtlige indkøbskurve i forretningen kun mængder svarende til samme dags måltider. To fisk, en citron, et par flasker, en vandmelon, lidt grøntsager m.m. De handlende forekommer udelukkende at være husmødre, som tydeligvis står for indkøb og madlavning i familierne. Vi føler os som nogle kæmper blandt disse damer, som for manges vedkommende er betydeligt mindre end os – endda flere i køen må være under halvanden meter.

 

 

Portugiserne er velklædte – også når det er varmt. Vi ser lange bukser, langærmede skjorter og pæne jakker i byen, selv når temperaturen nærmer sig 40 grader. Spontant beslutter vi, at der også lige er tid til at udforske en enkelt af de små forretninger. Vi har læst, at der er gode indkøb at gøre i forhold til lædervarer i dette område i Portugal – men har egentligt ikke troet, at der vil blive lejlighed til at handle. Men pludselig står vi så alligevel i en skoforretning og beundrer indehaverens flotte udbud. Han er yderst elskværdig i betjeningen af os og finder hurtigt de varer frem, han fornemmer har vores interesse – og dialogen går i øvrigt fint på portugisisk/spansk.

For anden gang i dag føler vi os som kæmper og må bede om at få sko frem i vores ’nordeuropæiske størrelser’. I løbet af et kvarter har vi effektivt fundet adskillige lædervarer, vi gerne vil have. En forespørgsel til indehaveren, om han tager Visa, bliver bekræftet. Beløbene indtastes i kasseapparatet – og vi tror, vi er parat til at betale…. Men bliver så vinket med ind i baglokalet – gennem dette og ind i en anden forretning, der så viser sig at være i besiddelse af den eksisterende Visa-kortaflæser. Ved afslutning af handelen har vi fået et nyt venskab! Han giver hånd til os begge og takker oprigtigt. Det er svært at vurdere, om det er ham eller os, der er gladest for handelen – det er vist en win-win.

 

Portugal, juni 2017