Forventningen er i top, da vi kører ind i den lille portugisiske bade- og fiskerby. Vi var her for to år siden og blev absolut forelsket i stedet, som trods beliggenheden på Atlanterhavskysten ligger som en veritabel perle helt beskyttet bag nogle klipper, så den store muslingeformede bugt har stille vand og måske er en grad eller to varmere end havet på den anden side. Vi boede sidst på det hyggelige gamle hotel, Hotel Santo António da Baía, der ligger tilbagetrukket i den mere lokale del af byen bag brandstationen og nær markedshallen. Denne gang har vi fundet en fuldt udstyret lejlighed på den centrale plads i byen med balkon, som har udsigt til stranden og fiskerbådene.

Vi beslutter os for en eftermiddagstur på den brede sandstrand hele vejen rundt langs bugten og over til det delvist udtørrede flodleje med den høje sandklit, som det er en yndet beskæftigelse at ’surfe’ nedad, og til nabolandsbyen Salir do Porto. Tidevandet har magt her, når det er lavvande, er stranden vid som en fodboldbane, og drengene kan ikke modstå køb af en bold, så der kan spilles på det faste og glitrende underlag i løbet af dagen. En lokal fisker har placeret sig midtvejs i bugten med stang og snøre udspændt i vandkanten samt med den succesfulde fangst i spanden højere oppe på stranden.

 

 

Den nordlige del af bugten er byens maleriske havn. Her ligger de små private fiskerbåde side om side nydeligt ankret op ved højvande. Ved lavvande står enkelte både i bogstaveligste forstand på havbunden blandt de badende. Ved foden af Salir do Porto løber floden ud i havet i et stort delta, som skaber de fineste mønstre og små kunstværker i sandet på stranden.

Fra midt på formiddagen kommer de lokale børnehaver – hver børnehave er let genkendelig på farven af børnenes hatte. Der er grupper med blå, orange henholdsvis røde børnehoveder, som hver især lystrer de voksne og afventer signal til at måtte storme ud i vandet. Høje og lyse børnestemmer skærer gennem luften på den ellers stilfærdige strand.

 

 

Det lokale marked med sin farvepalet af fisk i alle afskygninger trækker i os. I markedshallen gør de lokale deres daglige indkøb. De garvede fiskerkoner står side om side og præsenterer dagens fangst. Vi kan næsten ikke vælge mellem alle disse varianter af laks, tun, blæksprutter, sardiner, muslinger etc. – hvor vi kun kender en brøkdel af dem. Fiskerkonen vil rigtigt gerne sælge til os og udpeger selv de fisk, hun synes, vi skal købe. Vi ender med superlækre og kolossale laksetværsnit og et antal friske sardiner, hvilket er én af specialiteterne her. Som en bonus får vi et ekstra laksestykke med i handelen. Vi bliver vinket hen til vægten og forevist, at det kommer oveni! Fiskene ligger og syder på stegepanden i vores køkken, og i løbet af kort tid har vi et velsmagende måltid med tilbehør af sauterede courgetter og fuldmodne tomater, vi også fandt på markedet.

Det daglige liv i São Martinho observeres bedst fra vores balkon, som har en hel central placering i forhold til byens liv. Mens vi får en kop kaffe om morgenen eller et glas vin og et par oliven sidst på dagen, kan vi følge med i, hvem der kommer og går i husene. Der er på den modsatte side af gaden det ældre par med hunden, som får lov til at stå med poterne ud over balkonen og iagttage folk. De selv sætter sig ned på trappestenen foran huset om aftenen for at følge med i, hvad der sker – og også vi bliver observeret, hvad enten vi sidder med benene oppe et øjeblik eller hænger badetøj til tørre på balkonen. På hotellet overfor kommer tjener og receptionist ud og får sig en aperitif på gaden i en stille stund på hotellet. De har ligesom også styr på, hvem der er blevet spærret inde på den trange parkeringsplads på pladsen, hvor de lokale med et ærinde i byen gladeligt holder i anden position i både halve og hele timer ad gangen.

 

 

For enden af havnepromenaden, der udgøres af fiskerestauranter, private huse samt ruser og andet fiskegrej liggende side om side finder man som en overraskelse en fodgængertunnel gennem klipperne ud til det barske Atlanterhav på den anden side. Det er først, når man stå derude, at det rigtigt går op for én, hvor beskyttet São Martinho do Porto ligger i ly af klipperne. Vinden rusker, og bølgerne drukner gang på gang de tusindvis af sorte krabber, der tilsyneladende lever i et eldorado på de glatte og slimede klippestykker. Knap fejet væk af en ekstra krævende bølge, før nye krabber myldrer frem igen. Righoldigheden er tegn på millioner af fisk i vandet, hvilket en ensom fisker ude på skæret udnytter. Solnedgangen går i ét med havets brusen herude. Et halvt minuts vandring gennem tunnelen tilbage og det utrolige åbenbarer sig igen ved en lun og stille sommeraften langs bugten.

 

 

 

Portugal, juni 2017