Uventet unik mulighed for at opleve, at tiden er gået i stå i Bari på Italiens østkyst, dukker op på andendagen af vores krydstogt. Vi går fra borde og til fods den korte tur ind gennem porten i bymuren til den gamle middelalderby, der særdeles velbevaret ligget hævet over havet. Vi kommer langt hurtigere ind end størstedelen af de andre passagerer på skibet, der vælger at tage plads i de opmarcherede busser, som skal transportere dem den lille kilometer. Således får vi kirkepladsen foran San Nicola basilikaen næsten for os selv.

I Bari synes lokalsamfundet at fungere, som det har gjort i århundreder. Efter besøg i basilikaen, hvor de i krypten knælende og grædende, troende katolikker gør stort indtryk på os, lader vi os drive ind ad de mindre og helt uturistede gader. Det er søndag, og vi betragter gennem vidtåbne vinduer og bag sprækkemellemrum i perleforhæng, hvordan kvinderne er i gang med at tilberede mad i yderst primitive omgivelser. Det er simple grovkøkkener uden meget andet end en bordplade, komfur samt potter og pander. Snakken går lystigt og når let ud af åbningerne, og ingen tager notits af, at forbipasserende kan følge med – køkkenet synes næsten at være flyttet helt ud på gaden. Kønsrollemønsteret er tydeligt – ind ad andre vinduesåbninger kan vi se mændene sidde i stuen engageret i at spille kort som formiddagsbeskæftigelse.

I de smalle gader mellem de hvide eller sandfarvede stenhuse får vi nu øje på store rammer, der ligger hen over en bænk og nogle stolerygge i den bagende sol. Ved nærmere øjesyn kan vi se, at det er de fineste små håndlavede orecchiette, øreformede pastastykker, som er tradition i dette område i Puglia, og som nu ligger til tørre på åben gade. Færdighederne i pastaproduktion er nedarvet gennem generationer, og vi beundrer resultatet, der ligger til skue i de brede trærammer på ståltrådsnet. Husmødrene bringer uafbrudt nye portioner af orecchiette ud på nettene, så der kan blive pasta i tilpas rigelige mængder til søndagsfrokosten. Børn passerer samtidig ind og ud af døren i ubekymret leg og smyger sig behændigt uden om opstillingen af pastafabrikation.

Omkring næste gadehjørne sidder en fisker mutters alene med et par træstole og ordner i tavshed sit garn midt på gaden. Ansigtet er furet og garvet – præget af livet på havet og af solen. Der er ikke noget akkordarbejde over ham – han giver sig god tid og synes ikke at have andre gøremål, han skal videre til i dag. De traditionelle hverv er en væsentlig del af livet i den lille havneby. Vi ser, hvordan der helt enkelt, måske blot for nogle timer, er etableret fiskeforretning ud af et hul i muren, og disken udgøres ukompliceret af nogle kasser med dagens fangst. Tilsvarende dukker en lille primitiv grønthandel op, der synes lige så interimistisk. Udvalget er ikke stort, men der er fuldmodne tomater og løg i melonstørrelse.

Mættede af indtryk får vi kringlet os vej ud af de små gader og ned mod havnen, hvor vi på turen langs kajen hen til skibet langsomt passerer tilbage fra en anden tidsalder i Bari til nutiden igen.

Italien, oktober 2014