Vi har glædet os meget til opholdet i bogstaveligste forstand midt i vinmarkerne i Douro-dalen. Casa d’Alem er en gammel herskabelig vingård fra begyndelsen af det 19. århundrede. Det består af en hovedbygning, de gamle grisestalde samt øvrige sidebygninger, herunder et kapel, frugthave med blandt andet oliven-, pære- og citrontræer, vinstokke samt køkkenhave. Man er i dag selvforsynende med frugt og grøntsager på ejendommen. De fleste af de oprindelige, omkringliggende vinmarker er nu solgt fra.

Efter en malerisk køretur langs Douro-floden, hvor vinterrasserne kravler op ad bjergskråningerne, kører vi fra mellem Peso da Regua og Mesao Frio, hvor jernbanen krydser vejen. Turen går ad smalle bjergveje med adskillige hårnålesving, før vi ankommer til bjergbyen Oliveira. Værtinden har holdt øje med vores ankomst og tager imod os, så hun kan dirigere bilen ad den smalle passage forbi huset og ud på en ’terrasse’ på bjergsiden, hvor vi efter nogle manøvrer parkerer, så vi også tror, vi kan få bilen ud igen uden at køre ud over kanten!

Vi får et værelse fra en anden tidsalder – med store gedigne mørke møbler og servante som supplement til det tilstødende badeværelse. Ligeledes er indgangspartiet til værelset spækket med antikviteter og kirkerelikvier i form af englefigurer, krucifikser og et fint eksemplar af en håndindbunden bog på latin.

Scoopet for familien er den store swimmingpool i haven, der ligger direkte ud til kanten af terrasserne og vinrankerne. På en varm sommerdag er det paradis at tage sig en kølig svømmetur eller sidde på kanten med et glas lokal vin i hånden og nyde den pragtfulde udsigt til vinterrasserne op ad bjergsiden og ned i dalen i denne skønne have. Drengene boltrer sig i det forfriskende blå vand en stor del af dagen.

Frokosten og et glas vin bliver indtaget ved poolkanten. Der er også en overdækket terrasse under en vinpergula, man kan søge ind under, når middagssolen bliver for skarp. Værtinden lader os forstå, at vi bare skal udforske alle de steder, vi kan finde adgang til fra haven, for det hele hører til vingården. Vi går aftentur langs frugthaven hen mod den lille kirke.

Næste dag beslutter vi at tage en vandretur i vinterrasserne. På Google maps ser det forholdsvis enkelt ud – der er endda angivet nogle potentielle stier. Praksis viser sig dog at være noget anderledes. Det er let nok at gå langs terrasserne – hvis man dog passer på ikke at gå for tæt på kanten ned til den underliggende terrasse, da der er ujævnt og man let kan risikere at snuble. Udfordringen er, når man skal op på næste niveau. Der er bygget trappetrin ind i stengærderne, som man skal forcere. De er inhomogene og smalle, og der er naturligvis ingen gelænder. Men adræt og agilt går det alligevel.

Den rigtigt store udfordring kommer der, hvor gærderne er styrtet sammen. Vi må flere gange vende om i disse blindgyder, søge tilbage og finde nye veje. Det er spændende og udfordrende at gå op igennem denne labyrint, som ret hurtigt bliver udnævnt til en parcours-bane. Vi er dog glade for, at vi har valgt at gå opad – og så tage den asfalterede vej ned tilbage til Casa d’Alem, som vi har set på Google maps, at man kan.

Da vi sluttelig er ved at være oppe, viser det sig imidlertid, at sidste gærde mod vejen ikke er passabelt for os der, hvor vi kommer op. Vi må altså (!) tage hele vejen ned igen via terrasserne – og det er så dagens største udfordring – det er langt sværere at gå ned end op! Belønningen er dog en fantastisk udsigt, hvor vi ender.

Vi har takket ja til at spise middag med værtinden og får serveret en hvid portvin som aperitif i haven. Herefter følger en tre-retters middag afsluttende med en rød portvin. Vi får serveret den hjemmelavede frugtkage til dessert og sidder og nyder den stille aften i dalen kun afbrudt af kirkens timeklokkeslag, der som en sød detalje gentages også fem minutter over, indtil mørket sænker sig.

Portugal, juni 2017