På færd gennem Montana rammer vi anlæggelse af en ny vej uden anden mulighed end at fortsætte ad denne – eller køre de ca. hundrede kilometer tilbage til forrige vejforgrening for at tage en alternativ rute. Oplagt vælger vi at fortsætte med en pilotbil foran os til at vise den tvivlsomme kørebane gennem mudder og støv på den helt nyanlagte vej i terrænet. Vi har yderligere en bil bag os i kortegen, en fin og nypoleret sportsvogn, der ikke ser ud som om, den er født til markveje.

Jordvejen bliver uafbrudt foran os vandet af lastbiler, der kører i pendulfart mellem et vandreservoir og anlægsarbejdet – og læsser ladfulde vandkubikmeter af på vejstykket foran os. Formålet er udelukkende, at vejen i det tørre landskab vil være mindre støvet for os at køre på, og det er en absolut nødvendig service, da der simpelthen ikke er andre veje i nordlig retning i denne del af Montana. Vi bevæger os fremad i skildpaddehastighed – og de måske ti kilometer føles som hundrede. Da vi endelig er igennem, er bilen blevet konverteret til en mudderbrun kasse, og tilsvarende er den tidligere så fine røde sportsvogn.

Indianerhelligdommen Medicine Rocks State Park har nogle aldeles mærkværdige og fantasifulde sandstenformationer med emmentalerhuller i!

Tankevækkende er det, at området med sine naturskabte skulpturer af Theodore Roosevelt blev karakteriseret som det smukkeste stykke natur, han nogensinde havde oplevet. Umådeligt store områder af denne stat er exceptionelt mennesketomme, og det gælder i sandhed også dette naturens kunstværk, som vi har umiskendeligt for os selv.

Gennem formationerne forbløffes vi af den ene mere eventyragtige klippe end den anden, mens vi følger det anlagte spor rundt.

Umiddelbart efter Baker kører vi ind i North Dakota, og vi begynder at se oliebrønde med aktive pumper overalt. I online artikler fra North Dakota har vi læst om den nye skiferolieindustri, der har gjort sit indtog igennem de seneste år. Landskabet er igen skiftet, og vi iagttager nu buttes eller bløde klippeformationer og overraskende kløfter skåret ned i det uopdyrkede land. Scenariet er skabt af tidens erosion af sandaflejringerne.

Vi passerer Old Marmath Road ved Little Missouri River og har haft overvejelser, om vi skulle køre en tur ind i Badlands, det spændende og øde landskab fyldt med småbakker, vild bevoksning og vandløb. Vejen er den tidligere hovedåre, Old Highway 16 op mod den centrale øst-vestgående hovedvejstrækning i North Dakota, som dog for længst er blevet nedlagt til fordel for en nyere. Inden vores tur har vi set dokumentaroptagelser derfra, og det trækker gevaldigt i os at udforske området – men vi tør alligevel ikke. Der er risiko for, at der ikke vil være plads til at vende bilen på den tilgroede vej, og hvis man kører fast, kan det vare længe, før der kommer hjælp…. Så vi nøjes med at lade blikket panorere hen over terrænet, da vi passerer vejudmundingen.

Den nuværende spøgelsesby Marmarth blev oprindeligt etableret med jernbanen Milwaukee Railroad. Minder om forgangne gyldne tider består med den oprindelige bank og The Mystic Theatre beliggende centralt i byen, ligesom det gennemsigtige jail-trådbur vedvarende står langs gaden. Det blev anvendt til lovovertrædere, der så kunne stå til offentligt skue i byen, og sådanne bure var ikke ualmindelige på disse kanter – vi har på turen set tilsvarende primitive åbne arrester i andre byer, vi er passeret igennem. The Bunk House eksisterer også den dag i dag og benyttes nu af palæontologer fra hele USA, som deltager i udgravning af dinosaurfossiler i området. Omkring Marmarth finder man dinosaurer i hobetal i sommerudgravningerne.

En anden grandios bygning fra byens storhedstid var operaen, som i datiden var den største opera vest for Minneapolis. Vi finder skelettet af det tidligere så prægtige kompleks i næste gade. Den i dag noget henliggende westernby er dog ikke mere spøgelsesagtig, end at der også er gader med beboede huse, og på vej videre oplever vi faktisk, at et par ægte cowboys er i færd med at sadle deres heste op!

I Bowman får vi bekræftet, at der inden for olieindustrien nu er kommet engageret arbejdskraft til området. Vi har forinden undersøgt, at man skal bestille hotelovernatning i tilpas god tid, for mange hoteller er næsten fuldt booket af de nytilkomne ’moderne guldgravere’, der benytter dem som temporær logi. På vores hotel bor faktisk primært muskuløse oliearbejdere, der får serveret morgenmad fra kl. 4 om morgenen!

Gængs tøjvask er nærmest er en umulighed i Bowman pga. blødt vand. Vi må opgive at håndvaske et par ting pga. dette usædvanlige fænomen, hvor vi erfarer, at selv ti gange skyl stadig efterlader hele molevitten af skummende sæbe i tøjet samt på hænderne.

Sidst på dagen kan vi fra værelsets vindue følge med i, hvordan oliesjakkene vender tilbage fra det fysiske arbejde ved brøndene og fortsætter ud i mindre hold for at få stillet sulten. Enkelte har deres store teenagesønner med, som måske for sommeren også har en tjans ved olieboringerne.

USA, juli 2016