I radioen ruller man på r’ene, da vi kører ind i Bayern. Landskabet er skiftet og er nu kuperet. Vejen går via Bamberg med universitet, studenterkvarter og det idylliske ’Lille Venedig’. De mest charmerende gamle og skæve husfacader med små beplantede terrasser og rustikke stolper forsvindende ned i dybet ligger og spejler sig direkte i floden. Brauerei Spezial byder pr. byens tradition på røget øl, som vi indtager med en Wienerschnitzel. Markedsdag er det i dag, og vi betragter kurveflet, knive, sko, militærjakker og vindruer i dyngevis blandt træskærearbejder og andet håndværk. Vi defilerer forbi det bemalede rådhus på øen midt i floden flankeret af pragteksemplarer af gamle borgerhuse i alverdens kulører samt adstadige boliger med originalt bindingsværk.

 

 

Videre sydpå iagttager vi efter at have passeret Ingolstadt de underligste bare marker med tusindvis af pæle på række med sirlige wirer imellem. De ligger kilometer efter kilometer, og så går det op for os, at det er humledyrkning – og der er netop blevet høstet – det er jo til den omfattende ølproduktion til Münchens oktoberfest! Vi gør holdt i byen Aschheim nord for München, hvor der fra gammel tid ligger store gårde som perler på en snor – heraf nogle stadigt fungerende – andre i dag indrettet til alternative formål såsom hoteller, forretninger og endda et ’Brennerei’. Som vi står på gaden foran en af gårdene, kommer bonden hjem fra markarbejde på en simpel gammel traktor iført Lederhosen!

Et par timers kørsel sydpå og så er vi ved Alperne i Berchtesgaden i den lille tyske lomme ind i Østrig. Her indlogerer vi os hos værtinden Birgit på et traditionelt alpehotel med blomsterkasser fulde af pelargonier hængende ud over altanerne. Værelserne er indrettet i gammel stil med håndsyede lampeskærme og broderet maleri af de snebeklædte bjergtinder og fossende smeltevandsløb på væggen. Der er blondegardiner ud til balkonen og et strikket bordstykke på natbordet. Mere traditionel tyroleridyl fås vist ikke!

 

 

Næste morgen gør vi klar til vandretur over Königssee. Udgangspunktet er Schönau am Königssee ved søens ene ende nær alpinskianlægget, hvor der også er spækket med boder og tyrolerbutikker bugnende af Lederhosen og Dirndl, ølkrus og saltkrystaller fra saltminen Salzbergwerk blandt mange andre effekter. Vandet i Königssee fremtræder grønt pga. naturlige mineraler.

Vi vandrer op mod Grünsteinhütte (1220 m) – en tur, der både skulle have lette og middelsvære strækninger. Vi er dog fra start noget overraskede over, at den ’lette’ første del er så anstrengende. Det går bare jævnt opad, og med denne kraftige, monotone stigning viser behovet sig snart for at producere nogle vandrestokke ud af forhåndenværende grene. De viser sig hurtigt nyttige til at stå fast i gruset. Efter en rum tid med støt opadskrånende terræn bliver vores gang mere varieret og udfordret af alsidige stigninger og klippetrin, og man skal hele tiden være skarp i beregningen af, hvor man sætter fødderne. Nu passerer vi også opgangen til en stejl klatrevæg for de garvede, og vi møder faktisk flere, der enten allerede har været en tur oppe og prøve kræfter med de lodrette flader eller er på vej dertil med rette udstyr. Vi betragter længe nogle klatrere, der er små farvede prikker på den mørke klippeside.

Efter nogle timers opstigning og en lille medbragt frokost undervejs i skovbunden, når vi Grünsteinhütte. Vi har den mest fantastiske, klare solskinsbjergluft, og temperaturen er som en varm sommerdag langt over oktoberstandard, nemlig 26 grader, hvilket til fulde retfærdiggør vores lette påklædning i shorts og T-shirts! Tørsten slukkes i perlende og let solbærdrik, som serveres heroppe. Vi tager blændende postkortparate billeder af den maleriske udsigt ned mod Königsee og til klippetoppene højt på himlen på den anden side af den dybe dal.

 

 

Birgit serverer solid tysk morgenmad i opholdsstuen, hvor vi har fået tildelt fast bord. Der ligger hver dag en morgenpostavis med vejrudsigt, vandretips samt lidt historie til os. Toget passerer foran hotellet to gange i timen. Det tuder ugleagtigt, før det kommer, så ingen risikerer at befinde sig på skinnerne ved udkørslen fra hotellet. I byen er der supermarked samt et drikkevaremarked, der bestemt ikke er beskedent i udvalg af øltyper – både lokale samt mere kendte. Vi er nede for at vælge kolde drikke til balkonen, hvor vi efter endt vandretur og varmt bad til ømme muskler kan sidde ude og nyde bjergudsigten og den klare, kølige aftenluft.

Berchtesgaden har noget at byde på året rundt – om sommeren kommer vandrere i hobetal, og om vinteren strømmer det til med skientusiaster, da der er sublimt alpinterræn. Vi bliver også fristet af en tur i Salzbergwerk, hvor man iført kedeldragter både kører med minetog, ad flere omgange rutscher ned ad lange rutschebaner til underliggende ’etager’, kører op i elevatorskakten, ser lysshow og sejler på den underjordiske saltsø, hvor man kan tage sig en smagsprøve på den heftige saltopløsning.

 

 

Det er overraskende koldt om natten, og næste morgen føles det derfor noget køligt at starte i shorts kl. 7, men vi ved, at i løbet af nogle timer bliver det i dag igen 25-26 graders blændende sol. Vi kører til Hintersee, hvor dagens vandreetape mod Halsalm skal foregå. Opstigningen starter ad stien ind i skoven og op forbi bobslædebanen. Stadig uden professionelt udstyr må vi holde udkig efter egnede grene, der kan gøre det ud for vandrestokke. Drengene snitter til – og i løbet af kort tid har vi alle brugbare stave. Det er igen en sej tur.

Vi er målløse over et par vandrere, der som lyn i løb passerer os på vej ned – der skal ikke mere end et enkelt fejltrin til at styrte, men de er tydeligvis vant til tempoet. Solens bevægelse på himmelen giver hele tiden nye vinkler på klippeformationerne. Vi kæmper for at komme opad, hjernen arbejder på højtryk for at sætte stavene optimale steder for at komme mest smidigt videre. Begejstret spotter vi et par kongeørne, som sejler rundt højt over klippetinderne. De forsvinder bag toppen, og dukker lige så pludseligt frem igen et nyt sted på den blå baggrund.

 

 

Efter en krævende optur når vi grønne græsgange i et bjergpas, hvor køer holder til og græsser på de frodige arealer. Vi lader os dumpe ned på nogle klippeblokke neden for en bjælkehytte, hvor vi kan sole os i stilheden. Lukker man øjnene, er fornemmelsen fuldstændig som at være på langrendstur på fjeldet en solskinsvinterdag. Vi skuer langt – endda Hitlers Kehlsteinhaus eller Ørnereden kan anes på en bjergtop i det fjerne, ligesom klynger af alpehytter på den anden side af søen. Naturens farvespil betager, og udsigten er vanvittig smuk over Hintersee.

 

Vi sidder længe og betragter og tager indtrykkene fra alpetinder og den dybe dal ind, før vi begiver os afsted på den krævende nedtur mod søen igen. Atter koncentration om at træde de rigtige steder – ikke på vippende klippestykker eller hvor gruset kan initiere en utilsigtet rutschetur. Stavene hakkes prompte i grunden ved mindste tegn på potentielle vanskeligheder. Et par timer senere er vi fysisk godt brugte, benene sitrer under os, men bevidstheden om at have gennemført opvejer til fulde. Tilbage på vores balkon har vi en aftenstund i grandiose omgivelser og med frisk alpeluft til gode!

 

Tyskland, oktober 2017

Fra bjergpasset kan man kigge over på Hitlers ‘Ørnerede’.