PÅ BJERGBADESTRAND BLANDT BRYLLUPSGÆSTER
Ved Gananoque kører vi ud på en landfast ø, én af de rekreative 1000 Islands. En skovsti og et stykke ujævn skovbund bringer os til et formidabelt udsigtspunkt, hvor vi kan kigge ud på det dybmørke vand og de nærliggende mikroskopiske øer.
Vi er i franske Montréal på besøg hos venner, som arrangerer en dagstur for os nordpå op i bjergene, begyndelsen af Les Laurentides. Det lille sted Sainte-Marguerite-du-Lac-Masson ligger ved en idyllisk bjergsø med havn og fritidsaktiviteter. Vi indånder den klare og pure bjergluft og forundres over den lille bjergby med frodige blomsterkrukker på gaden samt hængende ind over søbredden. Halvvejs rundt om søen ankommer vi til Esterel Resort | Spa, hvor vores venner akkompagnerer os ind for at opleve stedet, et lille paradis midt mellem de frodige bjerge.
Resortet er bryllupslokation og et populært sted at invitere sit selskab til friluftsaktiviteter. Der skal i dag holdes hele tre bryllupper, og stole er linet op til den udendørs ceremoni. Mens gæsterne venter på brudeparret, spiller de beach volley, cykler på vandcykler, sejler i kajak eller står på paddle boards, sidder i udendørs pool eller spabad, soler sig i liggestole på sandbredden og hygger sig i strandbaren.


Vores vært får – ved at nævne, at vi er gæster fra Danmark – snart arrangeret, at også vi kan tage del i løjerne på vandcykel, selv om vi ikke hører til nogen af bryllupsselskaberne. Vi indtager liggestolene, og når man lukker øjnene, er det ikke til at skelne indtrykkene og stemningen på søsandbredden fra en sommerdag ved en dansk badestrand.
I Mont Saint Sauveur spiser vi frokost på terrassen med udsigt til den lille bjergby, som har ægte fransk sjæl og afslappet atmosfære – efter sigende en veritabel Quebec landsby. Sproget er dog en kende langsommere og mere drævende end den kvikke parisiske rytme, vores ører er mere tilvænnede.
Dagen slutter inde i den gamle bydel af Montréal, hvor der er helt sydlandsk stemning, og det vrimler med humørfyldte mennesker, der har henlagt cafélivet til gaderne ned mod Vieux Port. Hen mod midnat eksploderer et festfyrværkeri på nattehimlen, og vi bliver præsenteret for både lysende Smiley’s og Mickey Mouse optrædende over hovederne på os. Vores bil er parkeret på en af de centrale pladser i fransk stil med kun få centimeter til nabobilerne, hvilket er lykkedes efter mindst ti frem-og-tilbage rokeringer. Kørslen i Montréal er i løbet af et par dage exceptionelt blevet tilpasset den forholdsvis aggressive stil, der er nødvendig for at kunne begå sig i den franske metropol!
Canada, juli 2016
