Det lokale marked i Calonge er seværdigt og giver et umiddelbart indtryk af dagliglivet i den lille catalanske middelalderby.

Den lange gade er fyldt med stande af spisemodne figner, spættede grønne meloner og saftige ferskner blandt et væld af løg og mørkerøde tomater, udsalg af tøj og sko samt smagsprøver på lokale oste. Det er primært de ældre indbyggere, der har stillet op og nu sidder på en stol bag varerne eller opmærksomt står bøjet over disken for at betjene husmødre og andre forbipasserende.

Et par skridt herfra kommer vi ind gennem en stenport og via en tunnel gennem bygningerne en genvej ind på byens centrale plads. Kunstneriske, bemalede gavle omkranser pladsen og skaber et udendørs rum med atmosfære og sjæl.

Vi går videre ad de små gyder og ned ad en stejl gade med husmurene begroede af blomstrende buske.

Foran middelalderborgen står et par ældgamle, krogede oliventræer på den halvåbne plads med suveræn udsigt over dalen. Vi sætter os på en bænk og nyder en stund i stilheden og stemningen af traditionelt catalansk landsbysamfund.

Vi bor i Platja d’Aro lige ned til en af de små bugte på Costa Brava – den vilde klippebesatte kyst. Med direkte udgang til den dejlige, brede sandstrand, kommer vi fluks de hundrede meter længere hen, hvor man passerer op over klipperne. Derfra er der adgang til en lille ’lukket’ strand med både en klippehule og fiskerbåde liggende på rad bagest på stranden. Her bader vi hver dag sammen med ganske få andre besøgende i det indbydende og krystalklare vand.

Direkte bag den lille strand fører en sti tilbage til vejen, og vi ledes hen forbi de relativt nye, romerske udgravninger.

Hotellet er beliggende i første parket og er på denne årstid, lidt uden for sæsonen ferielogi for specielt franske og spanske pensionister. Vi møder dem ved morgenbordet, hvor de to nationaliteter agerer helt forskelligt. De franske leder efter de store ikke-eksisterende skåle til deres café au lait – og vælger for manges vedkommende i stedet at benytte yoghurt-skålene dertil. Vi er ikke sikre på, det falder helt i god jord hos restaurantens personale, ej heller hos de spanske gæster. Franskmændene synes at betragte hotellet som et udvidet France: ’Vive le café au lait’! Ellers nyder vi vores allerførste hotelophold nogensinde med ’all inclusive’, hvilket tilfældet har gjort, vi har fået her. Maden er dejlig og i rigelig mængde, og da vi kun er her fire dage, når vi ikke denne gang at blive træt af konceptet!

Også den gamle middelalderby Pals besøger vi og går til fods hele vejen op til kirken på toppen. Alt forekommer os charmerende og unikt i den gamle del af byen: bygningerne, gaden, udsigten, palmerne, blomsterne, landskabet – mere idyllisk kan det næppe blive, synes vi. Alle konstruktioner er af rustikke sten i gulbrune, melerede jordfarver. Utopisk nok finder vi et lille moderne supermarked eller ’Supermercat’, som der står på catalansk, midt inde i et af middelalderhusene!

Dalí’s surrealistiske kunstværker i Figueres gør mærkbart indtryk på familien. Specielt opstigningen ad en trappe for at få kigget ned gennem det gamle fotografiapparat, hvilket giver mulighed for at eftergøre kompositionen af billedet med den røde sofa som læber med det gyldne hår hængende oppe ved trappen som ansigtets ramme…

Dalí benyttede de mest originale idéer og effekter i sine værker, og vi føler, vi lige kommer hans personlighed og originalitet lidt nærmere ved at se samlingen af hans værker her.

En af os er her for tredje gang, og det er for hvert besøg nye detaljer, man hæfter sig særligt ved!

Kavalkaden af Dalí portrætter i et af rummene gør tilsvarende indtryk, og vi beundrer specielt hans lange og fine moustache foreviget i forskellige frisurer samt fra forskellige vinkler!

Spanien, oktober 2016