Voluminøse, duftende rosmarinbuske og citrustræer samt sirligt dyrkede køkkenhaver åbenbarer sig om morgenen efter at have overnattet hos Luca i en lille landsby Tessera mellem lufthavnen og Venedig.

Vi er nu på vej i lokalbus ind til pælebyen. Bekvemt ligger endestationen helt i centrum, og vi indleverer vores håndbagage-trolleys til opbevaring på banegården, indtil vi skal om bord på krydstogtsskibet om eftermiddagen.

Knapt fri af bagagen går vi om bord i vaporettoen, der sejler os hele vejen ad Canal Grande til Markuspladsen. Undervejs passerer vi gondoler og gondolbusserne, traghettoer, der benyttes flittigt til at krydse kanalen på steder, hvor der ikke er broer. Seks-syv-otte personer står balancerende op i den fladbundede transportbåd – og vupti træder de i land på den anden side af den befærdede kanal. Fragtbåde sejler i pendulfart og bringer ganske almindelige varer rundt i ærinder på vandvejene, ligesom en varevogn gør det på landjorden. Alle navigerer dygtigt uden om de ivrige roere, der også er en del af kanalbilledet. Hovedåren spreder med adgang til alle de små sidekanaler sin livlige trafik ud i et finmasket transportnet over hele byen og giver Venedig et anderledes udtryk end konventionelle landbaserede byer.

Markuspladsen med ikonerne Markuskirken og Dogepaladset indfrier forventningerne, om end der allerede er tæt besat med mennesker. Som en magnet trækker glashåndværket i forretningsvinduerne i os, og vi må ind og beundre den farvestrålende kunst. Dekorative glasbolcher er uimodståelige, og vi fristes til at få et lille udvalg med hjem. Håndlavet glas, udtryksfulde masker fra Venedigs karneval, lædervarer og alt muligt andet nips trækker et myldrende liv af lokale og ikke mindst en myriade af turister til. Virvaret og trængslen er en integreret del af oplevelsen ned mod Rialtobroens boder. Vi søger mod roligere kanaler samt stræder, og som en befrielse finder vi over til San Marco øen på den anden side. San Polo pladsen er kvarterets åndehul og et rigtigt fund for nogle timer – vi anbringer os ved springvandet på stenene og iagttager gadelivet samt nyder den rolige atmosfære blandt lokale børn og mødre, der tropper op til en passiar og fællesleg lørdag morgen.

Formiddagens clou er, da vi kommer forbi en ’O Sole Mio’ guitarspillende sanger besiddende en stemme med den dybeste klang. Han har taget opstilling foran en kirke i et udendørs rum, hvor tonerne reflekteres af stenfacaderne omkring den lille plads og bliver til den skønneste og klare sang. Han høster efter sin halve times mere eller mindre improviserede koncert stort anerkendende bifald blandt den sammenstimlede forsamling.

Nu sidder vi på ellevte dæk oppe på skibet, hvor vores to forbundne kahytter befinder sig, og betragter den smukkeste udsigt over byen. Skibet danner rammen for det krydstogt, vi de næste syv dage skal på i det østlige Middelhav. Når vi lader mellemdøren stå åben, har vi en hel suite. Et scoop er den fælles rummelige balkon, der er naturlig forlængelse af vores kahytssaloner. Hver af de to kahytter er på 23 kvadratmeter og har begge dobbeltseng, dobbelt sovesofa samt lænestole og borde – og virker endda endnu større pga. det gigantiske spejl, der dominerer den ene væg.

Vi sidder på balkonen og nyder den timelange, maleriske udsejling forbi de pladser, gyder, broer og kanaler, vi er gået ad tidligere på dagen. Der er dybblå, klar himmel og oktobertemperatur omkring de 25 grader, så havvandspoolen på dækket skal også lige afprøves, før vi skal ind til middagen i restauranten!

Italien, oktober 2014