Vi er på sommervisit i skærgården på den østlige side af Oslofjorden en times kørsel nord for den svensk-norske grænse. Den gamle hovedhytte, der har været familiens eje igennem generationer, har med tiden fået tilbygget annekser: Strandstua, Tårnbua og Lillehytta. Hvis man vil, kan man over sommeren leve tidløst her i en isoleret verden uden internet og alle andre moderne faciliteter. Det gamle do er dog for nylig afløst af rigtigt toilet, og der er blevet indlagt vand i hovedhytten. Tidligere har vi været med til at sejle ud til en nærliggende havn for at hente vand i dunke. Vi bor i Strandstua lige ved skæret og stranden, hvor vi falder i søvn til bølgernes behagelige rulleslag mod klipperne og vindens rytmiske susen i træerne.

En udsigt, der er svær at overgå, hilser os godmorgen, da vi sætter os op i sengen og skuer ud af de brede vinduer med direkte udsyn til fyrrebevoksede klipper og morgenbad for de friske, der hopper i fra molen.

I den store familie indtages de fleste måltider i den halvåbne Lillehytta. En snedigt selvbygget overdækket og halvåben konstruktion med stort glasparti mod havet giver læ for den til tider stærke vind. Voluminøse ampler fulde af overdådige Østfoldsblomster samt solmodne kirsebærtomater hænger under taget. Næsten alle måltider indtages her, hvor vi nyder fiskehandlerens varme fiskekaker, røget laks, der smelter på tungen og et bjerg af lyserøde rejer. Rejeskallerne kastes ud på klipperne til mågerne, der grådigt kredser over hytten. Genvejen til Lillehytta går fra Strandstua op over de bare klipper, og fødderne lærer hurtigt, hvordan de skal træde på hver eneste klippestykke for at komme ubesværet og hurtigt derop.

Vi sejler ud i jollen, sætter net og håber, vi kan fange morgendagens middag. Hvis vi er heldige, vil fangsten bestå af fladfisk og et par krabber. Et sælsomt syn møder os i bogstaveligste forstand denne morgen. På vores lille strand er der i nattens løb drevet en død sæl ind. Der lægges strategi for, hvordan den skal bugseres ud på åbent vand for ikke at ligge og gå i forrådnelse på stranden. På sindrig vis får den snor om maven, der bliver holdt fast af lufferne og bliver som sælhund med halsbånd trukket ud til jollen og efter denne transporteret rundt om fjeldet og til havs i Hankøsundet.

Vi får eftermiddagen til at gå med at bade fra stranden og fra klipperne. Vandet er forbavsende varmt i forhold til, hvad man skulle tro, når man er taget nordpå til Norge – men det er slet ikke så usædvanligt her. For et par år siden var det faktisk så varmt, at der var en delfin inde og springe rundt i vigen! Kajakken bliver sat i vandet, og efter tur prøver vi den for nybegyndere svære balancekunst – og til sidst går det helt godt! I løbet af eftermiddagen spiser vi stakkevis af hjemmelavede vafler og sødmefyldte jordbær, der her mod nord forlænger vores danske jordbærsæson. De norske børn drøner frem og tilbage over klipperne og hænger ud over bådebroen for at fange krabber.

Under anden verdenskrig sprængte tyskerne en del af Kolsfjellet væk for at lave udkigsposter ud over vandet. Sprængningen forvoldte skade på taget af hovedhytten, men der kom heldigvis erstatning fra den tyske statsmagt. Tyske soldater gik da vagt i flere år lige over familiens hytte. De dengang etablerede klippestier op ad fjeldet eksisterer stadig – om end noget tilgroede og visse steder ikke så fremkommelige. En klatretur derop appellerer til alle, og snart er vi i gang med at finde de gode trædesteder for at komme til vejrs. Et sted er de oprindelige trin blevet blokeret af nedfaldne klippestykker, så vi må en anden vej. Endelig står vi på én af de gamle udkigsposter og betragter bådtrafikken på vandet. Om aftenen går vi aftentur ned i Kollen på den anden side af Kolsfjellet. Der er helt læ og idyllisk med fine frugthaver og nyslåede græsplaner foran fiskerhuse og bådebroer.

Norge, juli 2017