Tværs gennem vinmarkerne i Bordeaux-distriktet når vi til byen af samme navn. Her skal vi med eneste daglige lokaltog via Bayonne og Biarritz ned til den spanske grænse, Hendaye/Irún, hvorfra vi fortsætter med spansk tog til dagens slutdestination i San Sebastián i Baskerlandet. Togsporene har forskellig bredde i Frankrig og Spanien, og det er derfor nødvendigt at gå nogle hundrede meter fra den franske til den spanske station ved grænsen for at komme videre.

San Sebastián syder af festende og musikglade mennesker, der er i gang med afholdelsen af den årlige San Fermín fest. Mændene bærer hvide skjorter med røde tørklæder. Der er ikke langt fra optræden og stemning i den gamle bydel til en tætpakket La Concha-strand, hvor det synes, at alle er nede for at nyde årets første rigtigt varme sommerdag med temperaturer på 30 grader. Synet af strandgæster, hvis multikolorerede tøj er som små frimærker på den sandfarvede baggrund hele vejen rundt langs bugten, er et imponerende skue fra den ophøjede strandpromenade. Vores frokost udgøres af de karakteristiske kartoffelsandwich, bocadillos de tortilla, som kan købes i strandbaren. I San Sebastiáns tapasbarer oplever vi senere på dagen bugnende bardiske, der præsenterer pinchos – pindetapas i alle mulige afskygninger og smagsvarianter, og vi må selvfølgelig prøve de forskellige udgaver. Om aftenen har vi altandøren ud til den summende plads halvt åben for ikke at blive kvalt i varmen på værelset – og kan derfor følge intenst med i, hvordan stemningen derude koger i den lune aften!

Så går togturen fra det frodige og grønne Baskerland ind over landet. Vi overnatter i Miranda de Ebro, en lille fin by med et smukt rådhus ved Ebro-floden, som vi marcherer over for at nå frem til hotellet på den anden side. Et højrystet San Fermín selskab giver liv i vestibulen og cementerer regionsfestens betydning selv så langt væk fra Pamplona. Næste dag passerer vi Burgos, gør holdt i Columbus’ Valladolid og ender sidst på dagen i Salamanca. I toget har vi selskab af en dame af beskeden højde, hvilket ikke er så ualmindeligt for den ældre generation i landet. Hun har medbragt en lille taburet, hun kan støtte fødderne på under togturen. At hun så også synger opera med svagt skælvende stemme for sig selv undervejs, sætter blot kulør på vores tur! Bekymret observerer vi, hvordan temperaturen stiger til 39-40 grader i vognens display, lige før vi ankommer. En trykkende hede slår os i møde, da vi stiger ud. Det viser sig nu, at der slet ikke er aircondition, hvor vi skal bo! Imidlertid er det ikke helt så ubehageligt, som det lyder, da bygningens mure er metertykke, og varmen slet ikke når derind!

Salamanca duperer os vildt med pompøse kirker og klostre i overflod med rigt udskårne dekorationer, hvilket Convento San Esteban, som vi besøger, er et af mange eksempler på. I bymidten har næsten alle bygninger enten en religiøs baggrund eller tilhører universitetet – alle er ældgamle, gedigne, arkitektoniske perler. Universitetet tilhører sammen med Coimbra, Sorbonne, Oxford og Bologna de ældste universiteter i Europa. Vi bliver hurtigt klar over, at man kunne bruge mindst en uge her, hvis man skulle se blot de væsentligste af bygningsværkerne.

Helt uventet ender vi med at få et møde i en af byens banker. Vi skal afhente nogle forudbestilte billetter til Alhambra og Camp Nou i en La Caixa automat til brug senere på interrailturen, og det vil ikke rigtigt lykkes, da automaten ikke kan genkende vores kort. Så ved åbningstid entrerer vi banken for at få hjælp. Den sirligt habitklædte overordnede kommer os i møde ved skranken, men da det går op for ham, at vi er udlændinge, får han sprogskræk og tilkalder den anden tilsvarende nobelt klædte medarbejder i den lille filial. Denne er heller ikke særligt stolt ved situationen og agerer noget beklemt, lige indtil vi slår over i simpelt spansk, og han opdager, han kan kommunikere med os! Så vil elskværdigheden ingen ende tage, stemningen skifter til helt jovial, og det ender med, at vi får klap på skuldrene og store smil, da han har hjulpet os med noget så essentielt som adgang til spansk fodbold!

Middelalderbyen Ávila er den storkeindtagne by med filmiske fæstningsmure rundt om bymidten. Den ligger helt isoleret på toglinjen og inviterer til et spændende stop i historiske omgivelser. Storke dykker ufravigeligt ned over husene og har etableret reder overalt: på kirke- og klokketårne, hustage og stolper. Lidt uden for murene på den vestlige side af byen har man et eventyrlig kig til den bastante borgmur, og sidst på eftermiddagen er vi vidner til fantastiske silhouetter af fæstningstårnene, der skygger på et stykke af muren som lærred!

Spanien, juli 2013