Fængslet af ideen om en togrejse gennem det vestlige Vesteuropa har vi købt interrailkort. Fra Hamburg Hauptbahnhof, hvor der er hippiefestival, tager vi med nattog mod Paris. Skæbnen vil, at vi kommer til at dele liggevogn med en nitteperforeret og ivrigt øldrikkende tysk, ung mand, som når at indvie os i sin tilværelse, familieforholdene samt søsterens bryllup i Bretagne, som han er på vej til. Med dette ekstra krydderi på rejsen ankommer vi til Gare du Nord, hvor vi grundet SNCF’s tynde togdrift i Normandiet og Bretagne har reserveret en lejebil for en uges tid som afbræk på interrailruten. Vi har gjort et stort forarbejde for at forsøge at nå de ønskede destinationer i Frankrig pr. tog, men har sluttelig måttet opgive, da togdriften i Frankrig ikke synes fleksibel og frekvent, så snart man kommer uden for TGV’s effektive hovedårer.

Udfordringen kommer, da vi skal køre ud i det befærdede gadebillede fra Gare du Nord. Der er kaotisk trafik fra alle retninger, og det er ikke umiddelbart gennemskueligt, hvilke færdselsregler der følges. Så det er næsten bare at holde sig for øjnene og så hovedkulds kaste sig ud i det på et passende tidspunkt! Et par gader længere fremme konstaterer vi, at det tilsyneladende går strygende med at følge den aggressive trafik, og vi ånder lettet op, da vi er vel oppe på Périphériquen.

Bayeux er første stop, hvor vi har set frem til at tage det 70 meter lange tapisserie i øjesyn. Det er let at genkende detaljer fra historien på de broderede billeder ved hjælp af den guidede gennemgang, og vi får lige repeteret gammel lærdom om normannerne og normannerkongen Vilhelms erobring af England samt slaget ved Hastings i 1066. Bayeux er også afsæt for en tur ud til Arromanches, hvor D-dagen og landgangen i Normandiet fandt sted hen mod afslutningen af 2. Verdenskrig i 1944. Uhyre interessant er museet, der illustrerer manøvrens gang med modeller af pontonbroer og skibe i vandet. Som en del af oplevelsen tager vi til D-dags-stranden Omaha Beach ved Colville med den amerikanske kirkegård med de korsbelagte udstrakte hvid/grønne arealer som mindesmærke for de faldne soldater.

Videre næste dag tager vi en deroute til den store Menhir du Champ Dolent i Bretagne på vej ud mod Mont St. Michel. Det er en konisk monolit på 9,30 m i højden, hvilket gør den til én af de højeste i hele Bretagne. Den blev sammen med de mange andre menhirs og dolmens rejst af kelterne i den neolitiske periode. Sagnet siger, at den bliver ubetydeligt mindre hver gang et menneske dør. Den dag, den er sunket helt i jorden, går verden under.

Omkring Mont St. Michel er der denne uge tilpas lavvandet til, at havbunden omkring klosterøen er helt blottet, og der arrangeres gåture ud for at opleve fænomenet. Oppe fra toppen af klosteret er der formidabel udsigt ud over bugten, og selv om vi forsøger, kan vi ikke skimte vand i nogen retning. Helt anderledes er det, når månens position ca. halvdelen af måneden bevirker, at der er generelt højvandet, og klosterbjerget forvandles til en veritabel ø. Der er overalt advarsler om, at man ikke kan løbe fra tidevandet, når det kommer brusende! Kun få steder i verden kommer det da så overvældende og hastigt som her grundet den flade havbund.

I kystbyen Cancale spiser vi de friskeste muslinger, snegle og østers, mens vi sidder med udsigt til de mange fladbundede østersfartøjer langs kyststrækningen. Det er byen i Frankrig, der leverer østers til hele landet! Ved havnen passerer vi store dynger af friskfangede østers og konkylier. Restauranterne ligger på stribe langs stranden og har hver deres variant af alt godt fra havet på menuen, og man kan få serveret de lokale råvarer til en afsindig god pris!

Tværs over landtungen ligger fæstningsbyen St. Malo betagende ud til de brydende bølger på den vilde kyst. Oplagt er en aftentur og en picnic på fæstningen med udsigt til boldbanebred sandstrand og det inddæmmede havvandsbassin, hvor de energiske tager en svømmetur i gåsehudstemperatur. Tidevandets magt oplever vi næste dag i den traditionelle fiskerby Erquy med reje- og kammuslingefiskeri, hvor bådene beliggende på havbunden får nyt liv af det tilstrømmende vand og til sidst ligger med dybet under sig parat til afgang. Ved Sables d’or les Pins får vi bretonske galettes og crêpes til frokost. Et sidste udkigspunkt, før vi forlader Bretagne, er fra de stejle klipper ved det nordlige punkt Cap Fréhel.

Næste stop er langt sydligere i Frankrig, nemlig i Dordogne. Bjergbyen Les Eyzies-de-Tayac er epicenter for de forhistoriske huler og huser under de helt specielle bløde udposende klippeformationer et prehistorisk museum med Cro-magnon-mandens kultur i centrum. Vi er inde at se kopien af Lascaux-hulen med de berømte tyrebemalede lofter, som snart skal erstattes af en helt tredje kopi i et ganske andet bjerg, så den oprindelige hule, luftens sammensætning og dermed hulemalerierne ikke påvirkes af de besøgende. Malerierne skal bevares intakte uden flere spor af den luftforurening, de har været udsat for siden opdagelsen – om end i minimal grad, men med synlig effekt.

Det er svært at få del i de få adgangsbilletter til hulerne, der udbydes hver dag. På typisk fransk vis kan man ikke forhåndsreservere, men må møde personligt op hver morgen og se, om der er succes. Det lykkes desværre ikke til hverken Font-de-Gaume eller Combarelles! Andre i køen foran os tager hver ti billetter til familie og venner, og så smækker lugen i. Men vi tager revanche næste morgen og er blandt de få morgenfriske, der dukker op til besøg i Rouffignac-hulen, de hundreder mammutters hule. Rundturen foregår med et lille tog, der kører os helt ind under de fantastiske lofter, hvor vi både kan se malerierne samt kradsemærker fra hulebjørne! Det er virkelig unikt at befinde sig inde i den selvsamme hule, som vores fjerne, fjerne forfædre har beboet og endda udtrykt sig kunstnerisk i. Dyreskikkelserne er produceret i lyset fra fakler med dyrefedt som brændbart materiale.

Frankrig, juli 2013