En rejse fra Østrig ind i Ungarn er en rejse i tid. Jo længere ind i landet, toget kører, des færre smartphones ses blandt passagererne i toget, og des mere primitivt synes landbrugsarbejdet, når man kigger ud af vinduet. Vi passerer små gårdbrug med kun enkelte dyr på marken og landbrugsmaskiner, som vi kendte dem i Vesteuropa for mindst 50 år siden.

Budapest fremstår som forventet både højtidelig og overdådig med prangende gamle bygninger spændende i stilart fra renæssance, gotik, barok, art nouveau til klassicisme – og så alligevel knap som forventet uden for turistgaderne med anonymt grå og faldefærdige huse samt synlig fattigdom i gader, man ikke føler sig helt trygge i. Vi er konstant utroligt opmærksomme – også på trafikken, for som vi forinden har læst, stopper bilisterne ikke nødvendigvis for fodgængerne, men drøner anarkistisk vildt afsted uanfægtet af, hvem der har retten. Just ankommet til byen registrerer vi da også en cyklist, der akkurat er kørt ned.

Vi bor i en lejlighed i et stort gammelt kompleks med en indre gård udsmykket med smedejernsgitre foran vinduerne og ud til den indre svalegang samt ditto rækværk og gelændre 5-6 etager op i fineste art nouveau stil, hvilket står i stærk kontrast til den generelle vedligeholdelse af bygningerne. Et sindrigt system sikrer, at man skal åbne tre forskellige porte med hvert sit låsesystem for at få adgang til boligerne. Lejligheden bliver overdraget til os af en ungarsk kvinde, der tydeligvis påskønner, at vi ikke har lige penge og overlader differencen til hende. De fattige kår og levestandarden bliver bekræftet, idet hun alvorligt beder os om at spare på vandet og om at slukke den sparsomme elpære, der hænger ned fra loftet i hvert rum, når vi ikke opholder os dér.

Byen er i dag en sammensmeltning af den oprindelige kelterby Óbuda samt områderne Buda og Pest. De blev i 1873 forenet til én by og blev efter Wien den næstvigtigste by i det Østrig-ungarske rige. Strækningen op til det højtbeliggende borgområde i det gamle Buda med den formidable udsigt ud over Donau og Pest på den anden side tilbagelægger vi til fods. Soldaterne går vagt, og vi ankommer netop til vagtskiftet med stringent strækmarch og konforme ben løftet i en høj vinkel, der giver associationer til tidlige tiders regelrettethed og styreform i de gamle sovjetrepublikker.

Efter svampegullasch og gullaschsuppe trækker en oplevelse i Gellért Badet i stiligt luksuriøse omgivelser i os. I forrige århundredes overdådige art nouveau interiør med farvet glas, mosaikker og skulpturer kan man afprøve bade i temperaturer på 35, 36, 38 og 40 grader varmt vand, som stammer fra de underliggende termiske kilder. Forinden har vi læst, at reglementet af uforklarlige årsager foreskriver brug af badehætter i badene. Der kan på stedet til en pæn pris købes kraftige plastichætter til afbenyttelse, såfremt man ikke har sin egen med. Vi møder dog velforberedte op med en samling af gennemsigtige hotelbadehætter til brug – og kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, da vi støder ind i en norsk familie, der har benyttet sig af samme princip! Ungarerne selv synes dog kun generelt at benytte badehætter i de indendørs bade og ikke i de udendørs, hvilket der ikke umiddelbart synes nogen logisk forklaring på. Vi tilbringer eftermiddagen med at skvulpe rundt i de forskellige bassiner i søjlehallen under art nouveau-himmelbuen!

Ungarn, juli 2014