Omveje bringer os til det gamle DDR. I anledning af 500-året for Reformationen får vi lagt vejen forbi Wittenberg for at se stedet, hvor Martin Luther på porten til slotskirken opsatte sine 95 teser som oplæg til akademisk debat om den katolske kirke.

Et historisk tilbageblik i form af de printede teser på døren fæstner sig på nethinden og i sjælen. Byen genlyder flere steder af kirkemusik, og selv om det er lørdag eftermiddag, er der næsten mennesketomt – selv på den centrale plads. Vi fornemmer faktisk overalt en ret højtidelig stemning blandt de få, der færdes i gadebilledet.

Med en lidt ny vinkel på Luther og en oplevelse rigere er vi så parat til at fortsætte ruten sydpå mod Leipzig.

 

 

Ad snørklede veje finder vi frem til den lille landsby Podelwitz af slavisk oprindelse. Gutshof Leipzig – Podelwitz Pension er slutdestinationen i dag. Vi kører lidt frem og tilbage af den lille landevej, før vi øjner skiltet til pensionen. Det snyder, at der i bygningen også er andre aktiviteter såsom værksted og fysioterapi.

Vi kommer ind i gården og får kontakt med en langhåret, yngre mand, der kommer ud af døren med sin lille søn. Han opfatter hurtigt, at vi er gæster og får fra en liggestol på den solbeskinnede, brostensbelagte gårdsplads på den anden side af bygningen tilkaldt pensionens storsmilende vært, der kommer tililende i bar overkrop, mens han i farten fra tøjsnoren, der hænger med vasketøj tværs over pladsen, får trukket en T-shirt over hovedet. Det er i dag usædvanligt varmt for en oktoberdag – 22 grader og sol! Ejeren er snakkesagelig og vil gerne fortælle om ejendommen. Vi får så hele historien om den gamle gård, de har restaureret og istandsat.

På opfordring kommer vi med ind i vaskekælderen, hvor væggene er udsmykket med billeder fra stedet, da de overtog det i 2009, og det var noget faldefærdigt. Nu bor de et par familier i en slags bofællesskab på gården. Kostalden, grisestalden og hestestalden er alle blevet moderniseret til bolig. Én familie bor i den gamle grisestald og én i hovedbygningen.

Pensionen er indrettet med 6 værelser/lejligheder til logerende i kostalden, hvor der også i dag er andre funktioner såsom cykelværksted, fysioterapi og andre kreative gøremål. Den tilbyder et væld af services til gæsterne – lige fra transportservice til håndarbejde og reparation af tøj. Vi får den store ’penthouselejlighed’ med hems.

 

 

Snart sidder vi ude på pladsen ved det selvkonstruerede bord-/bænkesæt af en kabelrulle og gedigne planker og får en kølig drink. Vores vært har nu iført sig Lederhosen som optakt til den kommende oktoberfest i landsbyen den efterfølgende weekend, hvor der ventes 1500 deltagere. Vi får forklaring på de traditionelle skjorter, der ledsager Lederhosen – gerne blåternede i Bayerns farver – og får på hans smartphone forevist et væld af billeder af det omtalte tøj. De mandlige beboere dukker lidt senere frem igen – nu med en flaske liflig vin i hånden – så skal verdenssituationen lige vendes, og der nydes en stille stund i det gode vejr!

De to unge og lidt alternative familier fra bofællesskabet er sammen med andre nye familier med til at give byen en renæssance og få sat skik på gamle bygninger fra DDR-tiden. Et DDR-museum er faktisk indrettet i en af ejendommene, og som en reminiscens fra datiden har byens brandstation en brandbil holdende, der sandsynligvis kan dateres tilbage hertil. Gammelt som nyt integreres – restaurerede huse som nybyggeri med søde små forhaver prydet med krukker, vandposter, blomsterkummer og dekorationer titter frem her og der, ligesom mindre børn i engageret leg i haver og på stier blander sig med de voksne i andre gøremål.

Vi betragter den langhårede hippie, der på afstand holder behørigt opsyn, mens han nørkler med sit værktøj. En anden, der pusler om sin forhave, så den tager sig indbydende ud. Hvert hus sit præg. Sofistikerede postkasser i form som tornystre og avisruller samt med og uden posthorn – den ene mere raffineret end den anden – markerer som i en konkurrence mellem husejerne indgangspartiet foran hoveddørene.

Et væld af flisebelagte cykelstier infiltrerer landsbyen og tilstødende marker. Unge som ældre giver området liv ved velfornøjet at begive sig omkring på cykelhjul. Der er i bebyggelsen stadig tilbageværende ikke-restaurerede huse, som tilsvarende venter på andre unge, energiske familier, der kan tage fat og være med til at fortsætte transformationen til et dynamisk og aktivt lille lokalsamfund med nytænkning og ånd. Med indtrykkene fra landsbyen i tankerne falder vi om aftenen i søvn på loftet af kostalden under de skrå tagvinduer med udsigt til den superklare stjernehimmel med millioner af lysende prikker.

 

 

Tyskland, oktober 2017