Det kommer bag på os, at recessionen er så åbenlys i de græske byer. Motorvejen fra lufthavnen rundt om Athen er gabende tom. Selv ved ankomst nogle timer senere til ruinerne af det historiske tempelområde i Delfi mødes vi af et lammende mennesketomt syn. Faktisk har vi næsten både den ganske bjergskråning og hele byen for os selv.

Slentrende opad i byen ad trappegader passerer vi få centimeter fra indgangsdørene og privatsfæren foran de lokales hjem og må træde varsomt for at komme uden om krukker, blomster og andre personlige effekter på trinene. Jo højere vi kommer op, des bedre er udsigten over byen og den udstrakte dal.

Det historiske område imponerer os med de tilbageværende ruiner af templerne. Ved hjælp af detaljerede kort finder vi frem til Oraklets tempel, hvorfra hun spåede om fremtiden. I dag mener man, at det var giftige dampe, der steg op og gjorde hende tilpas konfus til de ’tågede’ svar, hun gav, og som folk tillagde overordentlig stor betydning i afgørende spørgsmål.

Der er åbent på vores hotel, men receptionen er affolket. Først adskillige timer senere kommer vi i kontakt med en ansat. Ved nærmere eftertanke undrer det selvfølgelig ikke, at det med så få gæster er svært at opretholde fuldtidspersonale på hotellet. Om aftenen oplever vi tilsvarende manglen på turister på hovedgaden, der henligger temmeligt øde. Restauratørerne står ude på fortovet og tiltaler os i flere tilfælde tværs over gaden for at appellere til, at vi kommer ind på netop deres restaurant. Det synes at være en svær situation i byen med de i disse år udeblevne turister…

Genvej ned fra bjergskråningen i Delfi.

Delfi har stemningsfulde, frodige og finurlige trappegader.

Alle steder møder vi usandsynligt venlige grækere. Vi kører i højt humør over den stilrene hængebro fra Nafpaktos på fastlandet til Patras på Peloponnes med retning mod Olympia. Efter en halv times kørsel ad den støvede landevej observerer vi spontant, at et advarselssignal i bilens display lyser med et symbol, der giver associationer i retning af problemer med dæktrykket. Vi kører i en Hertz udlejningsbil og finder fluks instruktionsbogen frem fra handskerummet. Til vores forbløffelse findes der ingen engelsk version – men kun en græsk! Gode råd er dyre, for ingen af os har mere end yderst basalt kendskab til det græske sprog – primært begrænsende sig til at kunne læse græske bogstaver. Dette viser sig dog at være en forrygende kompetence, for med gisninger om at vi skal lede efter afsnit med dæktryk, bladrer vi bogen igennem for det græske bogstav, der kunne være enheden ’bar’, fysisk enhed for tryk. Det er som at finde en nål i en høstak – men giver triumferende resultat, og midt inde på en tætbeskrevet side dechifrerer vi det anbefalede dæktryk til vores bil!

Ubeskriveligt langt væk fra Hertz-udlejningen i Athen er bedste bud at køre ind på nærmeste tankstation for at få målt dæktrykket! De ligger drypvis blandt anden industri langs det vestlige Peloponnes’ hovedåre. Det er en lille, primitiv station med en enkelt stander og en skuragtig bygning, hvor den kvindelige tankpasser holder til. Interesseret kommer hun ud, da hun opfatter, hvad vi har behov for. Til vores lettelse kan hun ganske hæderligt engelsk! Hun bøjer sig ned og lytter og mener at kunne høre, der siver luft ud! En måling bekræfter, at dæktrykket er alarmerende lavt i højre forhjul – vi er punkteret!

Omstændighederne er nu så heldige, at hun kender et lokalt værksted et par kilometer fremme ad samme vej, så hvis vi bare kan trille den korte bid, vil hendes mekanikerbekendte kunne hjælpe. Vores redningskvinde er endda behjælpelig med at ringe på græsk til Hertz i Athen for os, idet vi umiddelbart forestiller os, vi bør anmelde hændelsen. I Hertz virker de dog genuint uinteresserede, så det bliver der ikke noget af. Hun ringer i stedet til mekanikeren for at advisere om vores snarlige ankomst. At grækerne er ægte venlige får vi bekræftet, da hun absolut ikke vil tage imod den pengeseddel, vi rækker hende som tak for assistancen!

Mekanikervennen står tilsvarende uden kunder og venter os, da vi ruller ind på hans lille lokalværksted. Hans engelskkundskaber er modsat tankpasserens absolut ikkeeksisterende. Yderst spændte på og bekymrede over, hvordan vi skal få skaffet et reservehjul, der både passer til bilen og endda så snarligt, at vi ikke får en eller flere ødelagte feriedage, lader vi ham vurdere dækket. Smilende kigger han op på os og lader os med tegnsprog forstå, at han nok skal tackle problemet. Han gestikulerer, at vi bare skal blive siddende i bilen! Forbløffede ser vi til, mens han løfter bilen med en donkraft og tager hjulet af. Derefter henter han en kæmpe balje frem, nedsænker dækket i den og identificerer hullet – ganske som man gør med et punkteret cykelhjul. Vi følger intenst processen. Lappegrejerne frem – og så er det hjul køreklart igen og monteres, mens vi stadig ikke er kommet ud af bilen! Hele ydelsen koster et mikroskopisk beløb, og vi er dybt taknemmelige, da vi fortsætter mod det antikke Olympia!

Charmerende smalle gader i Nafplion på Peloponnes

Keramikdekorationer pryder hustagene i de græske byer.

Tværs over det centrale Peloponnes når vi sluttelig pastelfarvede og billedskønne Nafplion med de mange korsudsmykkede fiskerbåde i havnen neden for oldtidsborgen. De snoede og hældende gader fører til små pensioner, private hjem og lokale restauranter liggende side om side. Vi bor på en lille pension med en farvestrålende og snakkesalig papegøje i morgenmadsrestauranten og får serveret lækre varme ostekager. Få kilometer derfra tilbringer vi en badedag i Tolo. Om aftenen følger vi fra fortovsrestaurant og senere balkon nysgerrigt vores værts færden på scooter rundt i byen for at deltage i det sociale liv med sine bekendte. Unik mulighed byder sig også for at opleve næsten at være flyttet ind i lejligheden på den anden side af gaden på niveau med vores balkon. Altandøre, vinduer og skodder står lutter åbne, og livet i stuen med musik og hjemlige sysler udspiller sig for os på allernærmeste hånd – i en grad så vi slet ikke behøver anden adspredelse i den lune aften.

Peloponnes emmer af sin historiske fortid med ruinerne af borgen Mykene, hvor vi efter en afstikker ind i frodig appelsinlund absolut må hen og mærke historiens vingesus under Løveporten. En anden udflugt går til det gamle, græske teater i Epidaurus, hvor lægeguden Asklepios eller Æskulap blev dyrket og er afbildet med sin slangebesnoede æskulapstav. Akustikken i teateret er fænomenal, og vi må selvfølgelig afprøve, om vi oppe på bageste række kan opfange, når én af os hvisker nede i centrum af amfiteatret. Selv om vi i teorien ved det, er vi alligevel forbløffede over, hvor klart lyden trænger igennem.

Over Korintherkanalen og via Akrokorinth ankommer vi til badebyen Loutraki. Vi har for lang tid siden gennem booking.com reserveret hotel på byens centrale plads. Da vi nu står foran hotellet, forekommer det os noget tomt, og vi synes at skimte et par håndværkere inde bag den låste glasdør. Det viser sig, at hotellet, siden vi bestilte for over et halvt år siden, er lukket pga. manglende gæster. Alle kender åbenbart alle – og i løbet af få minutter har de to håndværkere fået tilkaldt personale fra et andet hotel, der forbløffede over gæsters pludselige opdukken – endda med en reservation – kommer tililende for at tilbyde værelser på nabohotellet.

Det viser sig, at den tilkaldte dame er ejeren af det nu lukkede hotel. Vi opfatter, at der foregår nogle overvejelser imellem parterne, og hun skifter da mening og foreslår i stedet, at de lige genåbner hotellet for os, så vi kan indlogere os, hvor vi har reserveret! Med lynets hast får de gjort et par værelser parat – samt arrangeret at et vennepar ligeledes kan overnatte på hotellet, så vi ikke er alene! Gæstfriheden vil ingen ende tage, og næste morgen disker de op med den mest overdådige morgenbuffet bare til os! Vi er på både deres og egne vegne helt kede af, at rejseplanerne tilsiger, at vi skal videre næste dag!

Grækenland, oktober 2013