Sannäs er et lille lokalsamfund i den indre svenske skærgård et lille stykke syd for den norske grænse. Om vinteren er der knap 100 indbyggere – en tilbagegang fra tidligere dage, hvor stenindustrien og teglværk som afløser for sildefangsten gav byen en storhedstid med stenbrud i fjeldet. Det gamle Karlssons Stenhuggeri er en reminiscens fra forrige årtier. Af oprindelige bygninger findes ud over de traditionelle 1800-tals bostadshuse den enkle gamle missionstrækirke, den tidligere poststation samt brandstationen, som begge har opretholdt skiltene på facaden, selv om de ikke længere er i funktion. I dag fremstår de fleste af træhusene dog velholdte og er med deres forskelligartede farvestrålende bemaling ren svensk idyl!

 

 

Samfundet vokser sig dog livlig i sommerhalvåret, hvor eksklusivt nybyggeri, de gamle villaer samt campingområdet på klipperne fyldes med sommergæster, både kommer og lægger til i den lille havn, og der i øvrigt er en lystig maritim trafik mellem de små byer i skærgården. Byen udbygges i disse år fra foden af fjeldet og opad, hvorfra der er pragtfuld udsigt. Vi passerer gennem byen de mest luksuriøse og ekstravagante sommerboliger, man kan forestille sig. Ud over svenskere har også velbeslåede nordmænd fundet sommerresidens i byen. Friluftslivet prioriteres med morgenbad i havet, havkajaksejlads og endda træning på rulleski.

Vi går ned mod havnen forbi den gamle markedsplads med dansepodiet, hvor der i mange år om sommeren er blevet spillet op til fredagsdans med orkester bag trætribunens balustrader. På den årlige Sannäsdag er der salg i boderne og aktiviteter som kaffe- og rejelotteri, hvor man faktisk vinder ægte kaffebønner og poser med frosne rejer! Der er loppemarked – gårdsmarknad med loppis som svenskerne kalder det og excellerer i overalt. Blandt underfundige ting kan findes alt fra gamle maskinedele, kobbergryder og kurveflet til dekorative vaser, hjemmelavet syltetøj og tørrede svampe.

 

 

Den lille gæstehavn ligger malerisk og indbydende med udsigt til smukke klipper samt spejlet af klart og stille vand. Som levn fra en svunden tid står de originale fiskerhuse kaldet søboder som perler langs vandet mellem stranden og havnen. Vi passerer den majestætisk fremtonende bådkran, som våger over fjordens trafik og stedsevarende står parat til brug, såfremt en båd skal op eller i. Et par skridt videre og op over klipperne befinder vi os ved udspringstårnet, der ivrigt benyttes af børn som voksne.

Spring fra klippen eller spring fra 3- eller 5-metervippen – det hele foregår i flyvende fart, og luften genlyder af fornøjede stemmer og plask, når vandskorpen brydes af en kropslig pil. Vi er forundrede over, at vandet er så varmt, som det tilsyneladende er. En svømmetur er dejligt forfriskende og behagelig i det rene og klare vand. Få meter til siden ændrer badestedet helt karakter og går over i småbørnsvenlig sandstrand, som grænser op til den idylliske campingplads delvist bygget ind i og på klipperne.

 

 

Vi skal en eftermiddagstur op på fjeldet. Lige på den anden side af vejen over for stenhuggeriet går en skovsti stejlt op i skoven. Knapt inde mellem træerne er det svært at forestille sig, at vi for få øjeblikke siden og få hundrede meter længere nede nød solen og en skøn badedag på klipperne ved fjorden. Vi er nu i frodig skov med duftende fyrretræer og violette og julimodne blåbær som tæppe – og det går bare opad – gratis fitness kalder vi det. Pludselig kommer vi så op til mere åbent fjeld – og det er forholdsvis bløde, flade klipper, turen fortsætter henover. Varderne står med mellemrum og leder os belejligt rette vej mod toppen og forunderlige udsigtspunkter. Vi skuer ud til den ydre skærgård – og kan i den rigtige vinkel faktisk se til Norge.

 

 

Så kommer vi til den spændende geologi – enorme områder med rullesten fra istiden. Det er balancekunst at passere over dem, da det aldrig er til at vide, hvilke der ligger stabilt og hvilke, der ikke gør – og endnu sværere, når man har forsynet sig fra bunddækket med buketter af lyng og rensdyrlav i hænderne undervejs! Med ét er vi i skoven igen og baner os vej over klippetrin – et lille stykke tid er vi faktisk i tvivl, om det er den rette kurs, vi navigerer efter, da skovbunden mest af alt ligner Gollums bundløse dynd, man bestemt ikke har lyst til at blive suget ned i. Efter en længere klatretur bliver forventningerne alligevel indfriet, og vi står foran istidsgrotten. Den er dannet af to store klippeblokke, der er 10.000 år gamle og har ligget der lige siden og udgjort taget på en naturlig grotte.

 

 

Næste dag tager vi efter frokost med skærgårdssild og nysyltet ribs en tur ind til Ranebo ved Nedre Bolsjön. Det er et friluftsområde, hvor man kan sejle i kajak, fiske og i øvrigt nyde dagen på små badesteder langs søen. Vi går ad en lille sti langs vandet og videre op i skoven og kommer ganske uventet til det mest fantastiske hindbærkrat. Vi er ikke de eneste, der går ombord i de søde bær. Lokale kommer øjensynlig hertil med bøtter og spande til at plukke i, og det er forståeligt nok, for sjældent har vi oplevet et krat med så mange fuldmodne hindbær. Vi rekognoscerer lidt i området med overvejelser, om det kan være udgangspunkt for en potentiel kommende skiferie – kun nogle timers kørsel fra Danmark. Der kan lejes hytter – og der er løjpekort med angivelse af de spor, der køres op om vinteren. Det er dog lige i nu’et i den svenske sommeridyl svært at forestille sig det snedækkede landskab!

 

Sverige, juli 2017