ER VI ROYALE?
Vi ankommer til Kennewick i Washington til den store modtagelse hos vores amerikanske slægtninge, en gren af familien, der emigrerede til USA for over hundrede år siden, og som vi sporadisk har holdt kontakt med i efterfølgende generationer i familien.
På vejen har vi fordybet os i guldgraverhistorie i Baker City, som også ligger på datidens Oregon Trail for immigranter. Vi har desuden besøgt the Oregon Trail Museum/National Historic Interpretive Center – museum om immigranternes barske liv og krævende tur tværs over USA ad Oregon Trail i forrige århundrede, så vi føler os nu i alle henseender mentalt parat til at møde efterkommere i familien i dag.
Den ældre generation anser stadig sig selv for værende meget danske, til trods for at ingen af dem nogensinde har været bosat i Danmark. Modtagelsen foregår derfor også med et kæmpe Dannebrog vajende i indkørslen! Søndagsfrokosten med den bagte skinke står klar, og vi fem bliver fordelt ved borde både ude og inde iblandt de mange amerikanske familiemedlemmer. Snakken går superlet, og inden længe har vi indtryk af, at dette blot kunne være én af mange sammenkomster, vi måtte have deltaget i. Overordentligt velkomne føler vi os, og det er tydeligt, at der spændt har været set frem til vores besøg. Alskens danske effekter pynter på kaminhylden samt i reoler og fremvises med stolthed til os.
Som et kuriosum står i stuen et arvestykke i form af et fornemt skrivebord fra Verdensudstillingen i Paris. Familien har haft antikvitetsforretning indtil for få år siden, og der er gennem tiden kommet både værdifulde, interessante samt mærkværdige fund ind. Som en reminiscens fra forretningen er haveskuret spækket med antikke møbler og andre bevaringsværdige genstande.
I løbet af dagen krydres samtalen med anekdokter fra familiens liv, og vi får indblik i de mange særegne skæbner og baggrunde. I den ene ende af skalaen er et af de mandlige medlemmer vokset op på en ranch syd for Cody og er i sin barndom blevet oplært til at indgå i driften og indfange kalve med lasso.

I den anden ende af skalaen finder vi en svigerinde af indianerherkomst, der er giftet ind i familien. Hun synes dog spøjst nok lige så dansksindet som alle andre, og det ligger hende meget på sinde, at vi får serveret en god dansk kringle! Hun har insisteret på, at bageren skulle bage den hjemme i hendes eget køkken! Retorisk spørger hun: ’How can you have visitors from Denmark and not being able to serve a good Danish kringle’?
Næste dag kommer vi til at føle os en snert royale med et program, der tangerer et officielt besøg! Programmet starter kl. 10 i byrådssalen i Kennewick. Vores slægtninge er venner af borgmesteren og har arrangeret et tyve minutters møde for os. Byrådssalen har det amerikanske samt det lokale flag hængende, og der er navngivne pladser til både politichefen og brandchefen i byen. Vi bliver gjort bekendt med, at politichefen også skulle have deltaget med os, men han er desværre lige blevet kaldt ud. Drengene får lov til at prøvesidde stolene tilhørende City Council members, og yngste endda borgmesterens stol med opfordring til at slå med hammeren! Borgmesteren stiller velvilligt og vant op til fotografering! City manageren (svarende til en dansk kommunaldirektør) deltager også og laver en gennemgang for os af Kennewicks byhistorie, -struktur og -planlægning med blandt andet fokus på dyrkningen af druer. Kennewick har 74.000 indbyggere og er en del af TriCities (Kennewick, Pasco og Richland – nu også West Richland) – ialt 200.000 indbyggere. Borgmesteren spørger interesseret ind til, hvilke erhverv der er de primære i vores danske kommune.
Kl. 11 er der truffet aftale med et winery, Barnard Griffin, der er producent af både rød- og hvidvine, om at få en rundvisning i produktionshallen. Dette er ganske uden for nummer, da der almindeligvis udelukkende er åbent for vinsmagning. Barnard Griffin dyrker ikke selv druerne, men aftager dem fra omkringliggende vinmarker. Staten Washington er i øvrigt tæt på at overhale Californien som USA’s største vinproducent. Efter rundvisningen får vi lov til at smage på vinene. Vi forstår ikke helt argumentationen, men idet vi er danskere, vil der ikke være nogen restriktioner for, hvor mange vine vi må smage, og ejeren foreslår som det naturligste at starte fra en ende af! Vi kommer selvfølgelig ikke ret langt ned på listen, før vi høfligt må melde pas til yderligere af de liflige varer!
Forbi nogle af vinmarkerne op mod Richland når vi frem til det sted ved Columbia River, hvor Kennewick Manden blev trukket ud af flodbredden, ganske tæt på – faktisk næsten i vores ledsagende familiemedlemmers tidligere baghave.

Det er optakten til næste programsatte punkt kl. 15, hvor museet i Kennewick så eksklusivt åbner for os. Det er mandag, og museet har ellers lukkedag. Familien har dog tilsyneladende sine forbindelser til museet i orden, så museumsinspektøren samt en medarbejder dukker beredvilligt op og låser op for os. Vi får nu en grundig rundvisning, specielt med fremvisning af Kennewick Manden og indføring i historien omkring ham. Ellers indeholder museet alverdens ting i skøn forening! Gamle maskiner, gulv af forstenet træ, indianerpile, en dinosaur, gamle skolebilleder – vores følger finder faktisk sit eget skolebillede i samlingen … virkelig et gedigent lokalmuseum!
Den overordentligt begivenhedsrige dage afsluttes i privat regi hjemme hos familien med en veldimensioneret gang aftensmad fra Kentucky Fried Chicken – leveret i en spand! – akkompagneret af vin fra Barnard Griffin!
USA, juli 2012
