I LET GLID PÅ LANGRENDSLØJPEN
En pludselig indskydelse og et fordelagtigt tilbud med Colorline indbefattende skiophold i lejlighed i Gautefall gør, at vi kl. 2 om natten forventningsfuldt går om bord på færgen fra Hirtshals til Norge. Natfærgen ankommer i Larvik kl. 6 om morgenen – og forbløffende nok får vi i de på forhånd reserverede hvilestole om bord udmærket og tilstrækkelig søvn til ved ankomst at være løjpefriske til en hel dag på ski. I år skal vi for første gang forsøge os med at bo i egen lejlighed. Vores hidtidige erfaring begrænser sig til skiophold på højfjeldshoteller, bl.a. Fefor, Gaustablikk og Rødungstøl, hvor der bliver kræset for gæsterne med bugnende morgenmads- og frokostbuffeter samt traditionel norsk middag og pejsestuehygge om aftenen. Vi har denne gang vores egne forsyninger med – en hel kasse med proviant til de tre skidage.
Ankommet til Gautefall klikker vi straks i skiene og lader os glide afsted mod sporet. Føret er perfekt – 4-6 forfriskende frostgrader, vindstille og nyligt opkørte spor i den relativt nyfaldne sne. Skiene glider dansende derudaf, og benene finder snart den optimale rytme. Fraspark og glid, fraspark og glid, vægten flyttes fra højre til venstre og tilbage fra venstre til højre, alt imens hjernen går i automatgear, kobler fra, og reflekserne overtager fremdriften. Det er ren meditation for sjæl og sind, og tankerne begynder at flyve, mens underbevidstheden registrerer bevægelsen, farten, friheden, kulden fra sneen, varmen fra solen. For en stund står tiden evighedsstille, samtidig med at solens reflekterende stråler transformerer snekrystallerne til energirig lyskilde.
Vi holder chokoladepause ved søen, borer stavene knirkende ned i snedybet, klikker ud af skiene og finder en solskinsplet, hvor man kan sætte sig, lukke øjnene for et øjeblik og skifte mellem forestillingen om sommerstrand og skiterræn – varmen og solen i ansigtet er til forveksling den samme. En termokande varm solbærtoddy er god eliksir og ypperligt brændstof til kroppen. Efter at have restitueret os genoptager vi glidene og arbejder os så støt op ad bakken – lige opad, hvor friktionen er tilstrækkelig i forhold til hældningen, og i sildebensgang på de stejlere strækninger. Et enkelt sted må vi vinkelret på bakken trampe helt sidelæns op for at holde balancen, så vi ikke glider tilbage.
Knapt nået bakketoppen mærker vi atter, at skiene er på vej nedad i susende fart. En let bøjning i knæene, skiene i sporene – og så stryger vinden forbi ansigtet, og de snebeklædte nåletræer passeres i hastigt tempo. Det går legende let, underlaget er fast og indbydende til skøjtende bevægelser på de fladere partier. Et blik fremad registrerer et venstresving forude, hvilket straks bevirker, at højre ben som en refleks hopper ud af sporet og anbringer sig i let plov for at udstikke en sikker kurs ned mod bunden.
Det er blændende solskin, og begejstringen overtrumfer trætheden, så vi har mod på en lille løjpe til, før solen går ned bag fjeldet. Vi nyder øjeblikket, hvor den skinnende hvide sne i skumringen langsomt overtages af lange skygger, der giver dybde og kontrast til solstrålernes refleksion mellem træerne.
Et par timer senere sidder vi oppe i vores veludstyrede lejlighed og finder snacks frem fra proviantkassen. Vi har medbragt ingredienser til enkle måltider, bl.a. en stor bakke æg til både omelet og pandekager. Morgenmaden er havregrød med rosiner, æbler, kokos og nødder. Vi bliver positivt overraskede over, at det med en på forhånd gennemtænkt planlægning af lette måltider er lige så afslappende at bo i lejlighed med eget køkken som på højfjeldshotel med servering! Efter aftensmaden rykker vi over i sofagruppen og engagerer os for et par timer i brætspil og familiehygge. Opholdet tåler helt sikkert gentagelse et andet år!
Norge, februar 2016