DOMINOSPIL OG GRILLFEST HOS EKSILCUBANERNE
Vi kører på havvejen ad broerne på række på tropiske Florida Keys. På øerne har Golf-siden mere stille vand end den modsatte Atlanterhavsside, hvor bølgerne brydes. Strandene ligger som dryp af koralsand hele vejen ud mod Key West. Vi ankommer til state parken Bahía Honda, hvor stranden ud til Golfen er hvid og dunblød, der er behagelig sandbund ude i det varme vand, og ikke mindst har man formidabel udsigt til den ikoniske, gamle bro.
På den anden side af øen får vi indblik i den cubanske kultur, idet der ved siden af os er et større antal eksilcubanere i gang med at holde fest. De transportable barbecues er tændt, og den friske havluft blandes med liflige dufte fra grillristene. Maden består af saftige, grillede stege, og madlavningen akkompagneres af cubanske, musiske toner. Der er rundt om bordene gang i dominospillene, og snakken går livligt og højlydt på spansk overalt omkring os.

En skøn stund på Florida Keys i tropisk varmt vand med den gamle bro i baggrunden.
Vi fornemmer den mere afslappede stemning og det lidt langsommere tempo her på de gamle koraløer i forhold til, hvordan vi oplevede det på fastlandet i går. Vi er imidlertid også nu geografisk tættere på Cuba end på Miami! Jo længere ud vi kører, des bedre og bedre udsigt bliver der fra broerne ud over vandet og til de små keys. Da vi kommer til Sugarloaf Key, er der indbydende klart turkisgrønt vand.
Hemingway’s Key West er som ventet ganske speciel med en stemning, der er en blanding af kunstneratmosfære, caribisk mentalitet og afslappet sydstatstemperament. Vi fornemmer en frihed til at gøre, som man vil. En mørklødet caribisk mand spankulerer omkring med bar overkrop og farvestrålende perlekrans om halsen, en ’sørøver’ med en stor, rød papegøje på skulderen passerer os, og der bliver solgt tykke, cubanske, håndlavede cigarer. Derfor forekommer det heller nogen underligt, at en af drengene går med kun én sko på, idet han har stødt den anden fod for nogle dage siden i en forlystelse. Ekstravagante, up-dressede kvinder promenerer på gaden, festlarmende og piftende unge racer på scootere gennem byen, og tropiske drinks bliver tilbudt overalt.

Smuk residens i Key West.
Vi har indlogeret os i Marathon på Kingsail Motel, der har fantastisk beliggenhed ned til en bådkanal, hvor nogle af gæsterne har lagt til i båd og indlogeret sig for natten. Vi sidder ude på svalegangen om aftenen og lytter til snakken fra de øvrige gæster, der alle synes at være trukket udenfor i mørket. Entusiasmen i stemmerne giver et lydniveau, der er ti gange højere, end vi kunne have forventet. Igen oplever vi den cubansk/caribiske stemning, idet der en stor del af natten er grillfest med høj musik på bådebroerne – næsten udelukkende med spansktalende deltagelse. Alle bådene har grill ombord – det er simpelthen en forudsætning, når der skal festes her!
Næste morgen får vi en tidlig kop morgenkaffe, der er stillet frem til os i et skab på bådebroen. Her kan vi studere fiskere, der forsøger sig med dagens første fangst, samt at bådene bliver gjort klar til afgang. Det er meget lokalt og autentisk. Fra nattens festivitas bliver der også samlet tomme flasker sammen, og vi får nu syn for hvilke enorme kølebokse, der her bliver benyttet til at holde drikkevarerne kolde i. Lige så lidt man drikker andre steder i USA, lige så meget tages der revanche her! At sidde og betragte kanalen og vandet her til morgen er lige så idyllisk som ved solnedgang i går. Indimellem bliver vores opmærksomhed tiltrukket af fisk, der springer og laver kæmpeskvulp i vandet.

Over kajen er der en terrasse med stor swimming pool, hvori vi nyder en afsvalende svømmetur med udsigt til de omkransende kokospalmer. Pludselig spotter vi et par smaragdgrønne leguaner/iguanas, der kravler op på bordet et par meter væk og klatrer videre op i en palme.
Robbie’s Marina på Islamorada ligger ud til en bådebro, hvor vi håndfodrer de største og mest glubske fisk, tarpons, blandt et antal sultne pelikaner. Nu og da høres et hvin, når nogen har fået stukket hånden for langt ned mod vandet, og en tarpon springer højere end forventet, åbner sit kæmpegab og snapper foderfisken ud af hånden på den forskrækkede. Vi har set de vildeste videoer på You Tube af fænomenet, og nu oplever vi det selv!



Dagens scoop er Sunset Cove Beach Resort på Key Largo, som vi ankommer til om eftermiddagen. Et hyggeligt og idyllisk lille sted, hvor man indlogeres i små hytter, hvor man kan ligge i udendørs hængekøjer rundt om på arealerne, og hvor der er den skønneste lille private sandstrand med små palmehytter samt en bådebro. Vi ligger og pjasker rundt i vandkanten det meste af eftermiddagen og spiser moden og sød vandmelon ude i vandet med badekaragtig temperatur. Lidt længere ude får vi øje på kravlende kæmpekrabber og de flotteste eksotiske gopler, der ligger og skvulper rundt.
Om aftenen spiser vi aftensmad på stranden med guitarmusik og sang fra nabobaren, og bagefter overværer vi et natur- og lysshow uden lige med de største lynnedslag, vi nogensinde har oplevet, i mørket inde over fastlandet!

USA, august 2016
