La Camargue kendetegnes ved sit flade landskab, der er delta for Rhône-flodens udløb i Middelhavet. Mellem bevoksning og græsser finder vandet vej og giver grobund for blandt andet rismarker med både rød, sort og brun ris – som et af de få steder i Europa.

Et stykke inde i naturområdet ser vi de første råhvide heste. La Camargue har altid haft vilde heste af en helt speciel hesterace i familie med Lipizaner-hestene, der den dag i dag optræder i Den Spanske Rideskole i Wien. Helt vilde er de heste, vi får øje på, dog ikke, da vi også spotter hegnspæle til en indhegning, men racen er givetvis den oprindelige Camargue-race. Ud over vilde heste lever også den sorte tyr, som er en relativt lille tyrerace, vildt i Camargue-naturen.

I Aigues-Mortes er vi superheldige, da det viser sig, at en stor del af Camargue’s lyserøde flamingoer har slået sig ned i en af indsøerne lige ved vejen, hvor vi netop passerer. Vi stiger ud af bilen for at tage de langbenede candyfloss-farvede fugle i nærmere øjesyn. De enkelte individer i flokken bevæger sig med majestætisk elegance rundt uden tilsyneladende at bryde vandspejlet.

Den fascinerende natur bliver suppleret med røde, lyserøde og lilla tonede saltsøer, som ligger i forbindelse med den saltudvindelse, området også byder på. Det er saltstrukturerne, der giver vandet de rødlige nuancer, og der sker stort set ikke nogen udskiftning af det i disse saltvandslaguner – heraf navnet på byen Aigues Mortes – de døde vande. Saltproduktionen er et århundredegammelt fænomen her i byen, oprindeligt var den drevet af munke. Et stort kridhvidt saltbjerg af løst salt hober sig op ved siden af bassinerne. Her læsses det skovlede salt af, før det sendes videre i produktionen.

 

 

Selve Languedoc-byen er med sin omkransende, voluminøse bymur spækket med krigerisk og blodig middelalderhistorie. Byen blev bygget af Louis IX i 1240 og var tænkt som udgangspunkt for korstog, og den blev en af de strategisk vigtigste Middelhavshavne, indtil Marseille udkonkurrerede den i det 14. århundrede. Man var nødt til at anlægge kanaler i marsken omkring byen, da flåden skulle kunne sejle ud herfra. Vi passerer en af kanalerne, der med sin livlige bådtrafik stadig er en af hovedårerne til centrum. Senere blev byen til et fængsel for tempelriddere – og i det 15. århundrede for protestantiske Huguenotter!

Samfundet har bag muren og bastioner været godt beskyttet mod fjender, og vi må passere broen over den gamle voldgrav til fods for at komme ind. Der spares heller ikke på korstog- og middelalderassociationer i gadebilledet i form af bannere og flag, rustninger og modeller af korsriddere.

De smalle middelaldergader har en overflod af gedigne barer og restauranter tilpasset byens middelalderstil. Vores trin giver rungende genlyd i de på denne tid af dagen forholdsvis tomme gader, og vi mærker herinde mellem de tonstunge stenhuse en svalende kølighed, der står i umiddelbar kontrast til efterårssolens effekt på den anden side af bymurene.

 

 

Da vi et par timer senere kører videre via Le Grau-du-Roi beliggende helt ud til Middelhavet, er vi stadig forundrede over denne imposante gamle middelalderby helt isoleret midt i Carmargue-marsken!

 

Frankrig, oktober 2016