COWBOYS OG COWGIRLS I CHEYENNE
Vi befinder os en snørklet bid inde i Rocky Mountains ved bjergsøen Lily Lake i Colorado i ca. 2700 meters højde. Turen herop har budt på formidabel udsigt til snebeklædte bjergtinder i stærk kontrast til de 37 varmegrader, vi kom fra omkring Denver. Omgivelserne er naturskønne med en trail, der snor sig langs søbredden og tangerer skovskråningen op ad bjergsiden.
Vi vandrer en halv times tid og indtager så vores medbragte picnic på en bar plet i fyrretræsskoven lidt hævet over vandspejlet. Duften af fyrretræskogler og harpiks er ekstra krydderi på de hjemmelavede kalkunsandwiches.
Kursen sættes nu mod westernbyen Cheyenne med umådeligt rig cowboy- og indianerhistorie, som med mange interessante detaljer er levende illustreret på museet. Union Pacific godstogene transporterer stadig råstoffer i imponerende lange vogntog – gerne omkring de hundrede vogne med containere stablet i to lag på hver – og vi defilerer ned forbi det gamle ’depot’ fra jernbanens storhedstid. Specielt observerer vi farverigt dekorerede cowboystøvler i gigastørrelse opstillet med behørigt mellemrum i gadeplan – vi er i sandhed kommet til det vilde vesten.
I den store Wrangler Store kan man få alt i kategorien cowboyudstyr: bukser, skjorter, hatte, støvler, bælter, spænder – udvalget er astronomisk – og der er både til cowboys og cowgirls! Beundrende går vi omkring og danner os et indtryk, og inden vi får set os om, er vi på vej ud med et beskedent udvalg!
Kl. 18 står vi ved siden af ’depotet’ parat ved kulisserne til Gunslingers’ gunfighter show med skyderi og opførsel af bankrøveri og en hængning i byens galge. Det er en lille forestilling opført af nogle af de gamle cowboys i byen foran kulisser med saloon, jail, bank, kirkegård og galge. Mest påfaldende er det, at de under forestillingen uddeler brochurer til tilskuerne om, hvordan man skal lære sine børn at håndtere våben!


Køreturen fortsætter næste dag ind i Nebraska gennem konstant vekslende prærielandskab, majs- og kornmarker samt klippesider. Der er allerede høstet mange steder, og vi ser mega trucks, der kører med halmballer og overdimensionerede vandingsanlæg på de græsgrønne marker.
Scotts Bluff National Monument ligger som både nutidigt og fortidigt landmark for hhv. indianerne i området samt for Oregon Trail. Det er endnu mere imponerende at stå der, end vi har forestillet os, og vi går en tur ind i terrænet blandt kaktus og kaktusagtige planter. Dog holder vi os på stierne for at undgå klapperslangerne, der stortrives her.

Vi passerer et hus dekoreret som Stars and Stripes, og vi er enige om, at den lille by, Crawford, må være udkants-Nebraska! Vi forstår ikke sammenhængen mellem vejkortet og vejene i Crawford og ser os nødsaget til at søge assistance hos en lokalansat for at finde Trailside Museum of Natural History, hvor ’Clash of the mammoths’ kan beskues – to mammutter, der døde i kamp, fordi deres stødtænder blev viklet grundigt ind i hinanden. De blev udgravet netop, hvor museet ligger i dag.
Det lille museum er spækket med alverdens andre fossiler fra området. Både dinosaurkranium, skildpadde og næsehorn hører til de udstillede eksemplarer. Herudover råder museet over pragteksemplarer af forstenet træ, indianerpilespidser samt en udstoppet bison, som Bill Cody skød. For de historiske begivenheders kompletheds skyld får vi også udpeget lokationen på den anden side af museet, hvor indianeren, Crazy Horse, blev dræbt!

Den legendariske Pony Express åbnede i 1860 som en 3000 km lang postforbindelse over landet. Fragten skete ved hjælp af ryttere som bl.a. Buffalo Bill, og ridtet tog 8-10 dage gennem alskens terræn.

USA, juli 2016




