Tomar er en gammel by opstået omkring Tempelridderordenens hovedkvarter, slottet og klosteret Convento de Cristo fra 1160, der imponerende rejser sig over byen. Herfra blev en stor del af det centrale Portugal regeret indtil 1500-tallet. Templet blev senere forbedret af Henrik Søfareren, der blev guvernør for ordenen, og han anvendte tempelridderkorset som symbol på sejlene på sine karaveller og i sine missioner ud i verden.

 

 

Vi går rundt næsten for os selv blandt de mægtige stenkonstruktioner, den imposante tempelrundkirke, indsnuser duften fra blomstrende buske og tager indtrykkene til os fra forrige århundreder, mens vi forsøger at forestille os, hvordan riddere af ordenen er færdedes på pladsen.

Klosteret synes endnu større, end vi har kunnet forestille sig – og at vi er stort set alene mellem murene, forstærker indtrykket. Til vejrs i toppen af klostret er der udsigt til det særprægede og interessante åbne klokketårn med frit ophængte klokker. Elegante og sprøde hvælvinger rejser sig på de spinkle søjler i gårdens indre på den anden side af de voluminøse mure.

 

 

Inde i klostret støder vi på hemmelighedsfulde klosterhaver og gedigent udsmykkede lofter i mellemgangene. Overrumplingen over, at et sted som dette findes tilsyneladende så langt borte fra de gængse turistveje, er stor. Tempelridderkorsene er at finde overalt på oplagte og åbenbare steder både indenfor og udenfor, og vi opdager først konturerne i brostenene, da vi træder på dem.

 

 

Turen ned til byen går forbi en lille, enkel restaurant, der skilter med dagens menu. Det er meget lokalt og uturistet. Vi følger tempelridderkorsene i brostensbelægningen og ender ved den smukke plads, Praça da República foran rådhuset, Paços do Concelho fra 1700-tallet. På den modsatte side af den skakternede plads ligger São João Baptista kirken, hvor vi bliver vidner til optakten til en barnedåb. En flot poleret bil holder på den ellers ret tomme plads foran kirken. Chaufføren har taget opstilling ved kirkeindgangen og holder vagt. Små piger klædt i mintgrønne kjoler løber og leger på pladsen overvåget af kvindelige familiemedlemmer i tilsvarende mintgrønne tylkjoler. For os kan det ikke undlade at lede tankerne hen på bryllup, men det er altså en barnedåb i Tomar.

Vi har fundet et uset hjørne på pladsen, hvor vi sidder og betragter begivenheden. Fint klædte dåbsgæster har taget plads på en café ved siden af kirken, hvor de afventer dåbshandlingen i kirken. En af herrerne er klædt i nydeligt jakkesæt med kortærmet jakke, der afslører hans farvestrålende tatovering på armen. Så går de alle ind i kirken, og døren lukkes, så ceremonien kan holdes privat.

På vej ud af byen kører vi forbi Pegões ækvadukten – en enorm konstruktion i dalen på 30 meter i højden, der blev bygget for at sikre transport af vand til Convento de Cristo under kong Philip I. Det tog 21 år at bygge den! Det undrer os, at der ikke er flere, der kommer for at se den – vi møder nærmest ingen biler overhovedet på den smalle og lidt ufarbare vej, der går derhen og ind under ækvadukten. Den ligger trods sin størrelse og trods sin helt nære placering i forhold til byen Tomar nærmest gemt af vejen i dalen i dag.

Næste stop er det allerhelligste for katolikkerne, nemlig Fátima.

 

 

Tre hyrdebørn oplevede i 1917 tilsynekomsten af Jomfru Maria d. 13. hver måned sommeren igennem fra maj til oktober, og det ansås som et fuldgyldigt bevis på tro. Der blev bygget et kapel, som siden er blevet udvidet til en meget større helligdom. Lige siden er der kommet pilgrimme fra nær og fjern hertil, og er man troende kravler man det sidste stykke på knæene, hvilket vi forbløffede er vidner til. Der er både de unge, der kommer som et stop undervejs på pilgrimsruten mod Santiago de Compostela, og de ældre, der næsten ikke kan krybe det sidste stykke, og som virkeligt bringer et offer ved at tage vejen og gøre det sidste stykke på knæ.

En ældre kvinder kravler med sin stok i hånden. En anden har en gående ledsager med til at støtte. Ifølge statistikken kommer der ud over pilgrimme til fods både pilgrimme i rullestol og til hest hertil. I år er netop 100-året for tilsynekomsten af Jomfru Maria, og paven har i maj været her for at helgengøre to af de tre hyrdebørn, søskendeparret Francisco og Jacinta, der døde af den spanske syge helt tilbage i 1919 og 1920.

Vi går ind i det store kirkerum for at overvære den vistnok konstant forløbende messe foran den kolossale, gyldne altertavle og stiller os lidt diskret på bageste række. Der er mange mennesker og et stort antal deltagende præster. Vi fornemmer, at det er det store øjeblik for de mange, der er kommet langvejs fra.

Vi forlader langsomt den store plads, mens vi endnu engang betragter pilgrimme på knæ på vej mod det allerhelligste. Kontrasten til templet i Tomar, som var stort set mennesketomt, er slående. Her i Fátima kommer der 4-5 millioner pilgrimme om året!

 

Portugal, juni 2017